Duer i trøjen

Onsdag, 18/08/2010 09:24

Enhver større by har dem. Duerne. De nipper til de pølsebrød, vi mennesker taber på jorden, og de hakker i gamle pizzarester. Hvis man er flink, kan man godt sige, at duerne er en slags bevingede skraldemænd. Alligevel er duerne ikke populære. Mange mennesker afskyer dem ligefrem og kalder dem ”rotter med vinger” eller ”ækle skadedyr”.  Duerne klatter alle vegne, og deres urin virker nedbrydende på mursten, mørtel og beton. Hvis der er mange duer i et område, kan de faktisk gøre stor skade på de bygninger, de holder til i.

Til Kamp mod Hitler
Der er dog en anden historie om duerne, som fortjener at blive fortalt. Nemlig historien om nogle britiske brevduer, som under 2. verdenskrig hjalp med at vinde krigen over nazisterne!
Når den trådløse radio svigtede, og det skete jævnligt, bragte trænede elitebrevduer de vigtige beskeder og efterretningsmateriale hjem fra fronten. På den måde var fuglene med til at redde tusindvis af soldaters liv. Det gjaldt blandt andet D-dagen, den 6. juni 1944, hvor radiokommunikationen brød sammen. D-dagen var den dag, hvor de allierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig. Duerne var konstant i fare. Tyskernes snigskytter fik ram på mange af de vingede budbringere. Desuden havde tyskerne trænede falke i kampen mod brevduerne. Efter krigen blev omkring 30 brevduer dekoreret med en tapperhedsmedalje!
Retfærdigvis skal det tilføjes, at briterne ikke var de eneste, som brugte brevduer i deres kamp for at vinde krigen. Det gjorde nazisterne også i stor stil.
Allerede i 1939 sendte tyske spioner en strøm af oplysninger om engelske militære mål af sted til Nazityskland, ved hjælp af brevduer. For at stoppe denne trafik oprettede det britiske luftvåben en elitestyrke af vandrefalke til at angribe budbringerne.

Noahs ark
De ældste tegn på, at man har holdt tamduer som husdyr, stammer
fra Egypten. Her ved man med sikkerhed, at duer har været
almindelige husdyr helt tilbage til 3000 f.Kr. Mange duer endte
deres liv som egypternes middagsmad, og nogle af dem bragte
beskeder rundt i det store egyptiske rige. Det var også en due,
som bragte en olivenkvist tilbage til Noah og hans ark,  som
tegn på, at syndfloden var omme. Så måske skulle vi være
lidt venligere mod duerne på Rådhuspladsen. Også selvom de sviner!

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"