Dragefest i indskolingen på Strandby Skole

Tirsdag, 19/01/2010 14:49

Der var mødt rigtig mange forældre op til festen. Hele ugen igennem har alle elever fra bh. kl. - 3 kl. arbejdet tværfagligt om drager. Ugen kulminerede med en dragefest i fredags, som startede med dragemusicalen Den onde Drage. Eleverne fra 2., 3. og Midi klassen havde arbejdet sammen hele ugen om projektet. Der var lavet kulisser og udklædning, bl.a. en 3-hovedet drage, der var øvet dans og ikke mindst var der øvet på musiknumrene i stykket. Eleverne spillede selv på alle instrumenter lige fra bas og keyboard til trommer og klokkespil. På det første billede ses Line, Marius og Jakob som koncentrerer sig om at spille på keyboard, på det næste billede ses de kinesiske piger som fremførte en fin kinesisk dans. Det sidste billede viser lærer Lizza Molbæk som instruerer scenen hvor den 3-hovedede drage lige har slugt børnenes bedstefar. Dragen kan ikke lide larm, så derfor laver de kinesisk larm, så den spytter bedstefaren ud igen. Historien fortæller, hvorfor vi skyder krudt af nytårsaften - det stammer fra Kina, hvor man vil holde drager væk nytårsaften!
Efter skuespillet var der udstilling, hvor man kunne se de mange drager bh. kl. og 1. kl. havde fremstillet i ugens løb. Der var både drager lavet af genbrug og tredimensionelle drager. Festen sluttede af med små film, som viste drage-stangdukketeater fremført ligeledes af elever i bh. kl. og 1. kl.
Mens eleverne i indskolingen havde emneuge om drager, havde de store elever klasselæreruge og "fagenes festuge". Fagenes festuge vil sige en hel uge, hvor der i alle timer udelukkende er henholdsvis håndarbejde, sløjd og hjemkundskab.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"