DR Big Bandet gør ”Pittstop” i Alfa i Aars

Onsdag, 17/02/2016 09:03

AARS: I februar tager DR Big Bandet på vinterturné rundt i Jylland med seks "Pittstops" fra Frederikshavn i nord til Sønderborg i syd. Fredag den 19. februar gæster landets bedste big band Vesthimmerlands Musikhus Alfa.
- Vi er meget glade og stolte over, at DR Big Bandet lægger vejen forbi Vesthimmerlands Musikhus på deres Jyllandsturné. Det er uden sammenligning et af Danmarks og Nordeuropas bedst spillende jazzorkestre, og der venter publikum en stor oplevelse, forsikrer musikhusleder Lisbeth Jagd, Vesthimmerlands Musikhus Alfa.
Koncertprogrammet består af highlights fra bandets bagkatalog – dog med særlig fokus på Ray Pitts’ klassikere fra hans tid med DR Big Bandet.
Ray Pitts (1932-2012) var saxofonist, komponist og arrangør. Han voksede op i Boston og var fra 1962 bosat i Danmark, bortset fra en periode i USA fra midten af 1970erne.
Som leder af DR Big Bandet gav Ray Pitts, som en af de første, bandet en helt egen profil gennem sine dybt originale orkestreringer og kompositioner. Derfor har han en særlig plads i DR Big Bandets historie og hjerte, og hans kompositioner og arrangementer udgør en stor del af bandets kernerepertoire.
DR Big Bandet blev dannet i 1964 og består af 19 professionelle musikere. Gennem bandets første årtier kom mange store internationale jazznavne til. Dirigenter som Thad Jones, Bob Brookmeyer og Jim Mc-Neely og gæstesolister som Miles Davis, Stan Getz og Joe Henderson formåede at gøre DR Big Bandet til den institution, som Ernie Wilkins kaldte “probably the best band in Europe.” I 2012 blev bandet nomineret til 4 amerikanske Grammyer.
DR Big Bandet har hjemmebane i DR Koncerthuset, men en lang række koncerter finder sted ude i landet. Komponist, arrangør og basunist Peter Jensen står i spidsen for Pittstop-koncerterne, som indgår i den landsdækkende jazzfestival, Vinterjazz 2016.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"