DMI: Varsel om voldsomt vejr i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Mandag, 07/08/2023 11:17

VESTHIMMERLAND: Fra mandag aften til onsdag morgen varsler DMI om voldsomt vejr i Vesthimmerland med vindstød op til 25 meter i sekundet, som er stormstyrke.

Middelvinden vil tirsdag morgen og formiddag være op til 15 m/s, hvorefter den forventes at aftage. 

- Vindstyrken i Vesthimmerland kulminerer midt på formiddagen tirsdag. Der er risiko for væltede træer, som jo har mange blade på. Og man bliver nok heller ikke så populær hos naboen, hvis der blæser løse genstande som trampoliner, havemøbler eller parasoller ind i et drivhus eller vindue. I allerværste fald bliver nogen ramt og kan komme slemt til skade, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Klaus Larsen. 

Han forventer ikke store skader men opfordrer alle til at være agtpågivende især omkring træer og så de løse genstande, der måtte være i haven eller i det offentlige rum.

Årsagen til det voldsomme uvejr over Danmark kommer fra Balkan, oplyser han.

- Det har været meget varmt i Balkan, og så kan luften indeholde meget mere fugt. Når den så kommer herop og bliver nedkølet, kan den slet ikke indeholde så store mængder, og det er derfor, vi ser den kraftige regn. Det er da et kraftigt uvejr for årstiden, men det overrasker mig ikke, fordi lavtrykket er dannet over Balkan, og de lavtryk om sommeren er berømte blandt meteorologer for at give meget voldsomt vejr, siger Klaus Hansen. 

På Bornholm er der faldet op til 80mm regn siden søndag og op til 60mm i Nordsjælland. I Vesthimmerland skal vi forvente mellem 35-40mm frem til onsdag eftermiddag. 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"