Det skal blive den bedste forårsmesse nogensinde

Onsdag, 30/03/2016 09:03

"Smag på verden" og sørøverskib skal trække store og små til Aars

Af Torsten Hansen
AARS: Det er tid til unikke forårsoplevelser, når dørene til "Forår i Himmerland" åbner den 2. og 3. april i Messecenter Vesthimmerland. Arrangørerne lover at messen bliver "den bedste nogensinde". Og der er skruet op for oplevelserne, inspirationen og tilbuddene til alle besøgende på messen.
Der er programsat mange nye tiltag på årets messe. 
"Smag på Verden" er et af de mange nye tiltag på "Forår i Himmerland". Her har arrangørerne simpelthen afsat et større areal på messen til kulinariske og kulturelle smagsprøver fra Asien, Afrika og Caribien.
- Foråret er det tidspunkt, hvor flest gerne vil rejse ud og opleve verden. Vi har fået verden til at komme til Aars, smiler projektleder Inge Bjørn.
- En del af Hal 2 er fyldt op med smagsprøver, salg og kulturelle oplevelser fra de mere eksotiske dele af verden. Og der vil være flere spændende indslag i løbet af weekenden fra de udstillere, fortsætter Inge Bjørn.
Oplevelsen med maden er tænkt som en unik oplevelse. Det er ikke planen, at der ved næste forårsmesse skal iværksættes noget tilsvarende.
- Det er sådan, at kan man lide spændende mad, så er det i år man skal komme til messen. Der er ekstra mange stande der har mad med i år, lover Nicolaj Holm.
Kun i lige år
Forårsmessen er lige så gammel som messecenteret, og har siden 1980erne været arrangeret af Messecenter Vesthimmerland i samarbejde med Aars Håndboldklub.
Ambitionerne til årets messe er store. Arrangørerne går målbevist efter at forøge besøgstallet i forhold til den sidste "Forår i Himmerland"-messe. Det skal ses i lyset af, at det faktisk også gik godt med besøgstallet sidste gang.
- I 2014 mere end fordoblede vi besøgstallet på forårsmessen. Vi nåede over 7.000 besøgende, og forårsmessen i 2014 står stadig som den mest besøgte messe i Messecenter Vesthimmerland. Det har vi imidlertid tænkt os at lave om på i år, siger messedirektør Nicolaj Holm, der samtidig forklarer, at man i 2016 arbejder med at skabe flere oplevelser til de enkelte aktiviteter.
- Messer skal ikke blot være messer, det er vigtigt at et besøg på en messe samtidig er en oplevelse. Vi har lanceret konceptet "Tid til Unikke Oplevelser" i 2016, og gør netop en ekstra indsats for at et besøg på en messe som "Forår i Himmerland" ikke bare er et besøg på en almindelig forårsmesse, men en oplevelsesrig inspirations- og hyggetur, forklarer Nicolaj Holm.
En af de unikke oplevelser er, at den traditionelle scene, der bruges til modeshows og åbningstaler, denne gang er skiftet ud med et sørøverskib. Det betyder, at Kimbrergarden spiller på "skibsdækket" og det er også på skibsdækket, at der er modeshow og anden underholdning.
- Vi har bygget scenen om til et sørøverskib, og det skib kommer til at danne base for Piraten Jake og hans venner, når alle børn og barnlige sjæle får mulighed for at deltage i en spændende skattejagt på messen, forklarer Inge Bjørn.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"