Det kan betale sig at være Aars' største tabere

Af Torsten Hansen, Torsdag, 20/12/2018 12:05

Klubber og virksomheder opfordrer til at smide fedtet

AARS: Matchdating, Aars' største tabere og spinning. Det er nogle af de ingredienser centerleder Johnny Andersen, Idrætscenter Østermarken, har mixet for at skabe et tilbud der passer godt til tiden efter julemaden og nytårfejringen.

Spørgsmålet er: Hvem er Aars' største tabere?

Det lyder negativt. Men vinderne vil uden tvivl glæde sig over sejren.

Bag konkurrencen gemmer sig et 12 ugers forløb, hvor hold på minimum tre personer dyster om at tabe mest fedt.

- Alle kan deltage. Hvis man ikke selv kan samle et hold, så vil vi med matchdating sørge for at sætte folk sammen på hold, siger Johnny Andersen.

I de 12 uger kan holdene selv vælge, hvordan de vil tage kampen op mod kiloene. En række foreninger og firmaer stiller sig til rådighed med vejledning og faciliteter. I alt tilbydes mere end 15 ugentlige holdtræninger. Der er mulighed for yoga, svømning, fitness, badminton og meget mere.

Det hele skydes i gang søndag, 6. januar, hvor Lindy Aldahl, kendt fra Rigtige Mænd, kommer og fortæller om hans forandrede liv. I forbindelse med foredraget er der indvejning af alle deltagerne.

- Lindy er meget motiverende, og jeg ved, at mange tænker: Hvis Lindy kan, så kan jeg også, siger Johnny Andersen.

- Det er vigtigt, at vi har hyggen med i forløbet, derfor kommer der også andre foredragsholdere i løbet af de 12 uger. Jeg er også sikker på, at det motiverer mange, at der er en konkurrence. Men det gælder faktisk ikke om at tabe vægt. Med mulighed for styrketræning, gymnastik og meget mere, så kan det sagtens tænkes, at mange får større muskelmængde og dermed en højere vægt. Derfor konkurrerer vi om at tabe det indvendige fedt. Ved indvejningen måles det indvendige fedt, og det samme sker efter de 12 uger. Det hold der har tabt mest indvendigt fedt har vundet, forklarer Johnny Andersen.

Der er også konkurrencer undervejs, og der er gode præmier. Der er blandt andet mulighed for at vinde en bil i fire uger. Et nyt hold kan så vinde bilen de næste fire uger. Der er også weekendophold og sportsudstyr på højkant.

- Det kan betale sig at blive Aars' største tabere, lover Johnny Andersen.

Experter deltager

Der er allerede tilmeldt mange hold - især fra butikker og virksomheder i Aars - blandt andet fra Expert i Aars.

- Vi gør det for sjov, for det sociale og lidt fordi vi er konkurrencemennesker, siger Rie Bach Sommer og får opbakning fra de to øvrige på holdet Nicolai Vintersbølle Bundgaard og Jesper Nielsen, alle fra Expert Aars.

- Jeg håber samtidig, at det skaber yderligere sammenhold mellem butikkerne, siger Rie Bach Sommer.

- Det er også en god ide, at flere klubber er gået sammen om arrangementet, siger Nicolai Vintersbølle Bundgaard.

De tre fra Expert vil gerne vinde bilen, men motivationen er også, at de 12 uger kan være med til at give nye gode vaner.

- Vi har faktisk tanker om at fjerne alle former for sukker fra frokoststuen, siger Jesper Nielsen, indehaver af Expert.

Han understreger dog samtidig, at det også er for sjov at de deltager.

- Men det har sat tanker i gang i hovedet. Måske vil jeg vælge at droppe fredagsvinen. Men lørdagsvinen den holder jeg stadig fast ved, siger han med et stort smil.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"