Det handler om selvværd, selvværd og selvværd

LERKENFELDT: - Det var de værste måneder i mit liv.
Så klar i mælet er Tommy Lynnerup, når han tænker tilbage på dengang hans søn, William, begyndte i førskole.
- Han græd hver dag, når han skulle i skole, og vores hverdag var én stor konflikt. Selv de mindste dagligdagsting endte med råben og skrigen, og jeg var fuldstændig magtesløs. Det var et helvede, fortæller Tommy Lynnerup.
Han har taget plads ved spisebordet i huset i Lerkenfeldt, hvor han i dag bor sammen med 10-årige William, Nicklas på 15, sin kæreste og to bonusdøtre.
De kaotiske måneder i førskolen blev startskuddet til en psykologisk udredning af William, som endte med to angstdiagnoser samt ADHD.
- Det var sindssygt hårdt at få at vide, at vores dreng ikke var "normal", men jeg vil alligevel sige, at det er noget af det bedste, der er sket. Vi kom i familieterapi og ganske langsomt begyndte jeg endelig at forstå min søn, siger Tommy Lynnerup, som blankt erkender, at han begik mange fejl, da William var lille.
- Jeg famlede i blinde, for jeg anede ikke, hvad der foregik oppe i knolden på ham. Når han pludselig ikke kunne falde i søvn, hvis ikke jeg sad ved hans seng, reagerede jeg med vrede, for det plejede han jo godt at kunne. Jeg forstod ikke, at der ikke er noget, som hedder "plejer" med et barn med ADHD, så jeg blev meget autoritær og krævede, at han fanme makkede ret, og det kom der selvfølgelig ikke noget godt ud af, siger Tommy Lynnerup, som uden at tøve fortæller om ting, som de fleste andre ville holde for sig selv.
- Jeg er meget udadvendt, og jeg skjuler ikke noget. Jeg har et par gange fastholdt William på gulvet, fordi han blev selvdestruktiv og begyndte at hamre hovedt ind i en væg. Det er ikke noget, jeg er stolt over, men det er noget, man kommer ud for, når man har et diagnosebarn, og hvis ikke man tør tale om det, finder man heller ikke ud af, hvordan man kan undgå det, forklarer han.
Efter den psykologiske udredning begyndte William på Firkløverskolen i Randers, som er en specialskole for blandt andre børn med ADHD. Sideløbende fik hele familien hjælp af ADHD-foreningen, og endelig begyndte det at gå den rigtige vej.
William blev glad for at gå i skole, han gjorde store fremskridt, og i dag klarer han sig godt i en specialklasse på Aars Skole. Igennem forløbet er Tommy Lynnerup blevet klogere - ikke bare på William men også på sig selv.
- Terapien og alt det vi har været igennem, har betydet meget for min selvudvikling og selvforståelse. Jeg er som de fleste andre opvokset med den grundopfattelse, at ros er noget, man skal gøre sig fortjent til, men det er grundliggende en forkert opfattelse. Barnet skal jo ikke præstere for at blive rost - det skal roses, hvis det skal kunne præstere, siger Tommy Lynnerup.
Han har på den hårde måde lært at håndtere et barn med ADHD, og han er nu begyndt at give videre af sine erfaringer. Han er således begyndt at holde kurser for andre forældre til børn med diagnoser, og han nyder at dele sin viden med andre.
- Jeg har lært rigtig meget af de terapeuter og pædagoger, jeg har været i kontakt med, og selv om jeg ikke har den uddannelse, de har, så har jeg nogle praktiske erfaringer, som jeg oplever, mange forældre kan bruge til noget, siger Tommy Lynnerup, som samtidig slår fast, at han ikke er "færdiguddannet".
- Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er blevet langt bedre til at lytte til forstå William, og vores hverdag er da også blevet langt bedre, end den var, da han var mindre, men jeg bilder mig ikke ind, at vi har haft vores sidste konflikt, og at jeg har knækket koden én gang for alle. Der vil altid komme nye udfordringer, og den process, vi er i gang med, slutter aldrig, siger han.
Tommy Lynnerup holder både foredrag, forældrekurser og workshops, og han gør, hvad han kan for at udbrede kendskabet omkring ADHD. De forældre, der deltager i hans kurser, kan have vidt forskellige udfordringer og problemstillinger, men én ting gentager Tommy Lynnerup overfor alle, der deltager i hans kurser: Det handler om at opbygge barnets selvværd.
- Man taler meget om selvtillid, men for de fleste børn med særlige behov handler det om selvværd - ikke selvtillid, siger Tommy Lynnerup, som hurtigt kan forklare, hvad forskellen på de to begreber er.
- Det er igen det der med, at børn ikke skal gøre sig fortjent til vores anerkendelse. De skal vide, at den er der uanset hvad. Kommer dit barn for eksempel med en tegning til dig, skal du ikke sige, at det er en flot tegning, men at du er glad for, at barnet har brugt tid på at lave en tegning til dig. På den måde roser du det for at være et dejligt menneske og ikke en god tegner, siger han.
Det er forholdsvis nyt for Tommy Lynnerup at holde kurser, foredrag og workshops, men hans tilbud er allerede blevet så populære, at han er gået på deltid på sit "rigtige" arbejde, og han regner med, at han inden længe bliver coach på fuld tid.