Det er (ikke) bare noget vi leger

Tirsdag, 06/07/2010 15:30

Nyt og utraditionelt integrationsprojekt i Rebild Kommune hjælper udsatte flygtninge- og indvandrer kvinder til uddannelse eller arbejde.
Kvinderne stiller sig op i rundkreds med hinanden i hænderne, de griner højt. Det er sidst på dagen, og en af deltagerne - en kvinde fra Congo, starter en afrikansk dans og det får energien i vejret. Snart er 20 kvinder fra Burma, Thailand, Congo og Sierra Leone opslugte af dansen og trætheden er forsvundet.
De 20 kvinder er flygtninge og indvandrere i Rebild Kommune og deltagere i et nystartet integrationsprojekt i Jobcenter Rebild “Klædt på til det danske arbejdsmarked”.
Traditionel sprogundervisning er erstattet af er forløb, hvor kvinderne tre gange om ugen deltager i helbredssamtaler, undervisning i sunde kostvaner, sprog og samfundsforhold. Fysisk træning, leg og kreative aktiviteter skal styrke indlæringen og det fysiske og psykiske velvære. Projektet skal på længere sigt give deltagerne redskaber til at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked.
Fysioterapeut Maria Foged, daglig leder for projektet og socialpædagog Tuula Niemi fortæller om projektet:
- Formålet er, at vi under trygge forhold gradvist inddrager kvinderne i dansk kultur, det danske sprog og ikke mindst det danske arbejdsmarked.
Jobcenterchef Jannie Lykke Knudsen fortæller om baggrunden for projektet:
- Vi har erfaringer med, at der blandt flygtninge- indvandrerkvinder kan være en gruppe som har fysiske eller psykiske barrierer, og hvor der er brug for en indsats der tager specielle hensyn til kvindernes baggrund.
Kvinderne bærer måske på traumatiske oplevelser fra hjemlandet og er ofte i dårlig fysisk form. For nogle kan det være grænseoverskridende at deltage i fysisk træning sammen med andre. Risikoen er, at de isolerer sig derhjemme, og så møder vi dem senere her i Jobcentret som ledige eller langtidssyge, fortæller Jannie Knudsen.
Fysioterapeut Maria Foged forklarer – Vi har allerede nu høje forventninger til resultatet. Kvinderne i Støvring har hurtigt etableret sig som gruppe der hjælper og støtter hinanden. Det giver både selvtillid og netværk at være i et fællesskab sammen med andre. Med bistand fra en tolk har vi jobafklarende helbredssamtaler med hver enkelt. Den fysiske træning er tilrettelagt så alle kan deltage, og vores kursister er meget engagerede i undervisningen.
Tuula Niemi har arbejdet med mennesker der af forskellige årsager er udenfor arbejdsmarkedet. Tuula er samtidig billedkunster og bruger sin kreative baggrund i projektet: - Når kvinder med vidt forskellig baggrund og sprog fortæller deres livshistorie i en stor billedcollage, får de et fælles sprog at kommunikere på. Og så er det mere trygt at give sig i kast med det svære danske sprog.
- Legen er et godt redskab til “den gode historie”, fortsætter Tuula. I stedet for at fokusere på de fysiske skavanker og på det man ikke kan, fokuserer legen på det vi er gode til og på at håndtere de fysiske barrierer.
- Undervisningen planlægges på baggrund af kvindernes egen hverdag og egne forslag, slutter Tuula. - Alle kvinderne stifter jo f.eks. bekendtskab med en læge når de kommer til landet. Forleden dag “legede” vi læge.
Under grin og fnis blev “lægeundersøgelsen”  til sprogundervisning i ord og begreber fra et dansk lægehus og en samfundstime om det danske sundhedsvæsen.
Erfaringerne fra kvindeprojektet skal bruges af jobcentret i Rebild kommune til at målrette integrationen af flygtninge og indvandrere i kommunen. Projektet er støttet af Integrationsministeriet og indgår samtidig i en erfaringsudveksling mellem andre integrationsprojekter over hele landet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"