Det er en ommer!

Onsdag, 24/03/2010 09:21

Det var med stor gru, at jeg den 12. marts læste Thøger Elmelund Kristensens indlæg i lokaldebatten i Nordjyske, hvor han belyser det nye forslag til den offentlige trafikplan, som vil fjerne den kollektive trafik imellem Øster Hornum og Aalborg, via Guldbæk. Troede slet ikke man kunne tilbyde en dårligere service, end den der eksisterer i dag? Men det synes Rebild Kommune og NT altså, at man kan. Det er absurd, at der findes en by med lidt over 1000 indbyggere, kun  18 kilometer fra Aalborg centrum og 11 kilometer fra bygrænsen, som ikke har timedrift. 
De sidste fire år har NT og Rebild kommune tilbudt Øster Hornum én sølle morgenafgang, og tre om eftermiddagen. Ingen aften- eller weekenddrift, ingen kørsel i skoleferierne. Med denne form for service, er det svært at se hvilke Ø.H. beboere, som skulle kunne passe deres arbejde eller uddannelse i Aalborg og samtidig være afhængige af den offentlige trafik. Hvis man i dag skal kombinere denne dårlige service med et almindeligt familieliv, skal der benyttes både held, snilde og vilje. Nu er det ikke fordi ruten kører uden passagerer. Den er overraskende nok fyldt både morgen og middag. Hvis man forventer endnu flere passagerer, så stil en bedre service tilrådighed, som gør det attraktivt at benytte kollektiv trafik, som så kan ’vækste’ med tiden. Lad være med at lukke den og hermed tvinge folk til at flytte eller købe ekstra bil!
Når jeg nu angriber NT og Rebild kommune for at levere en uanstændig trafikservice til Øster Hornums borgere, bliver man nødt til at sammenligne NT’s  service i andre sammenlignelige oplandsbyer. Alle med nogenlunde samme indbyggertal og  afstand til Aalborg. Her kan man konstatere at der IKKE findes andre lignende byer med samme kritisable service. Tværtimod. Lad mig nævne nogle af disse, alle med minimum time-, aften- og weekenddrift: Biersted, Nørhalne, Sønderholm, Sulsted, Sørup, Suldrup, Gandrup,  Fjellerad, Gunderup, Blendstrup, Sejlflod, Gudomholm, Bælum, Godthåb, Uggerhalne, Grindsted, Ellidshøj, Langholt, Tylstrup, Kås, Nørholm. Kan i se billedet? Hvordan mon borgerne i disse byer ville reagere hvis man pludselig fjernede deres direkte forbindelse?
I min optik, har jeg altid forstillet mig, at debatten omkring den kollektive trafik imellem Ø.H. og Aalborg, skulle gå på, hvorfor netop vi har denne dårlige service, og hvordan den forbedres? Men nu handler debatten i stedet om, hvordan den forringes? Skal der spares, så start med dem, som har rigeligt i forvejen, ikke dem som næsten ingenting har. Støvring har minimum timedrift på bus, ekspres og nærbane. Rigeligt til at klare den almene skole og arbejdstransport. Nu forsøger man at tage fra de fattige og give til de rige! Er det dét NT og Rebild kommune handler om i dag? 
Jeg  har nogle alternative og mere serviceorienterede forslag end dem som er lagt på bordet:
1) Behold rute 102, suppler gerne med lidt aften og weekend drift.
2) Forlæng hver anden linie 1 tur til Godthåb. Ny endestation i Ø.H., via Guldbæk. Alternativt, forlæng ruten via Guldbæk og Ø.H. med endestation i Støvring. Jeg tror Aalborg kunne være lydhør over at få Rebild og Regionen ti l at spytte i den kasse. Ligesom Aalborg – Aabybro linien.
3) Ændre nogle af rute 52 turene, således at disse kører omkring Guldbæk og Øster Hornum.
4) Lav en ny rute som kører fast imellem Øster Hornum og Godthåb, via Guldbæk.
5) Lav en ny rute som kører imellem Øster Hornum og Svenstrup station, via Guldbæk.
Her er lidt og vælge imellem, så er det bare at smøge ærmerne op og komme i gang med at finde den rigtige løsning! Og lad nu være at argumentere, hvordan ændringer af nogle af ruterne vil forringe servicen for andre, og dermed betyde tab af passagerer. Jeg tror de klarer den, så længe der stadig leveres en direkte forbindelse. Også selv om der løber 10% tidsforbrug ovenpå en 1-times tur. Til sammenligning kan man tage ruterne Aalborg-Hals, Aalborg-Aabybro og Aalborg-Hadsund. Alle disse er lavet således, at man sørger for at servicere flest mulige, selv om det betyder at man afviger fra den direkte rute. Er det ikke det kollektiv trafik handler om! At alle “tager en for holdet”, så alle får del i servicen.
Til Rebild kommune har jeg følgende kommentarer: De skattekroner vi betaler forpligter. Så vidt jeg er orienteret, betaler Øster Hornum (og Guldbæk) borgere ligeså meget i kommuneskat, som andre medborgere her i kommunen. Lægger man de penge sammen, burde der være nok til en anstændig offentlig transport. Vi har også krav på at få stillet en ordentlig offentlig transport til rådighed, ikke mindst på grund af vores geografiske placering. Samme service som Støvrings borgere og andre sammenlignelige byer, dagligt har glæde af.  At fjerne vores direkte forbindelse til Aalborg, vil blot være endnu et spadestik til at hæmme mulighederne for vækst. Der er en årsag til, at Øster Hornum de senere år, er stagneret befolkningsmæssigt. Jeg er overbevist om, at dårlig kollektiv trafikservice er en af hovedårsagerne til, at ellers attraktive og meget billige byggegrunde, ikke er blevet solgt i en periode med ekstrem vækst på boligmarkedet i andre byer i nærområdet. Når man ser mod nord, hvordan Godthåb, som kun ligger fire kilometer væk, har solet sig i nybyggeri, kan man næsten kun være misundelig. Øster Hornum er jo en dejlig by, med mange børnefamilier og med en god og velfungerende skole (selv om i fjernede vores 7. klasse for et par år siden). Vi har en dejlig børnehave, masser af gode og dygtige dagplejere, en fin brugsforening, som også fungerer som apotek og posthus. 
Vi har et helt nyt og velfungerende lægehus, man som kommune burde være glade for og stolte af. Vi har en stor og aktiv idrætsforening, med tilhørende hal og udendørsaktiviteter. Mest af alt har vi en by bestående af rigtigt mange ildsjæle, som frivilligt pukler for at bevare byens gode puls. Nu mangler vi bare opbakning fra vores kommune, således at også vi kan få vores by på landkortet, og være med i den befolkningstilvækst, som vi har set Støvring tage del i de senere år. Men vi kan ikke gøre det alene, for godt nok bygger vi mange ting selv, ligesom vi tit selv finder penge til byens samlingspunkter. Men den kollektive trafik, vores forbindelse til Aalborg, den kan vi ikke selv bygge, der skal vi have hjælp til fra vores kommune! Jeg fulgte interesseret med i den debat, som omhandlede kollektiv trafik, der blev ført i forbindelse med det nyligt overståede byrådsvalg. Her var tonen anderledes positiv. Nu er valget så overstået og der er næsten 4 år til det næste valg. Det virker meget politisk bevidst at starte med at skære ind til benet i starten af denne periode, men det har selvfølgeligt ikke noget på sig. For I har jo, som folkevalgte politikere, stor interesse i at sikre jer, at ALLE borgere i jeres kommune har optimale betingelser. Især i forhold til at kunne varetage uddannelse og arbejde. Derfor er jeg også sikker på, at I nu vil arbejde for, at den kollektive trafik bliver til glæde og gavn for os alle. 
Winther'en kan jo ikke blive ved med at rasere herude?
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"