Den nye museumsformand er tændt af visioner

Af Torsten Hansen, Onsdag, 19/05/2021 07:00

Vesthimmerlands Museum i Aars har ønske om ny udstilling, nye kontorer og ny fundmodtagelse

AARS: Tidligere borgmester Per Nørgaard har de seneste 12 år varetaget posten som formand for Vesthimmerlands Museum i Aars. Dertil skal lægges yderligere 10 år, hvor han har siddet i bestyrelsen. Han kender derfor museet rigtig godt, men i oktober sidste år besluttede han, at nu skulle det have en ende. På grund af en flagermus eller noget lignende i Kina er afgangen og den nye formands tiltrædelse sket uden den almindelige opmærksomhed.

- Jeg valgte at stoppe, da det lykkedes museet at få købt den tidligere lægebygning. Tanken var ellers at slutte samtidig med byrådsperioden i efteråret, men nu blev det lidt før, siger Per Nørgaard.

- Det hænger også sammen med, at museet skal til at tage hul på en ny seks-års plan. Det synes jeg er bedst sker med en ny formand fra dag et, uddyber han.

Historieinteresseret

At være formand for et driftigt museum kræver interesse og viden. Begge dele finder man hos Jakob Vium Dyrman i Aars, der ud over at være byrådsmedlem for Venstre også er lektor på Vesthimmerlands Gymnasium og HF, og uddannet cand. mag. i samfundsfag og historie.

- Jeg er beæret over at blive spurgt, og har selvfølgelig takket ja, siger Jakob Dyrman, der længe, og med stor interesse, har fulgt museets arbejde.

- Jeg er historiker, men det der for alvor har tændt min interesse er museets visioner, uddyber Jakob Dyrman.

Strategi

Museet udsendte sidste år en ”Strategi og handlingsplan for 2020-2026”. Selv om det skete sidste år, så venter meget af indholdet på at kunne blive udført - igen har Corona spillet ind.

I det 40 sider store katalog fremsættes mange ønsker og planer for fremtiden.

Udadtil fremstår Vesthimmerlands Museum som et moderne udstillingscenter med afdelinger i Ertebølle og Aggersund, men på de indvendige linjer mærkes, at den nuværende udstilling i Aars er 21 år gammel, og museets nuværende kontorforhold ikke engang er værdige til at komme på museum, det samme gælder magasinerne.

Per Nørgaard har gennem de 22 år været med til at udbygge museet og har sammen med direktør Broder Berg sat fokus på kulturarvsformidlingen. Gennem årene er antallet af medarbejdere steget væsentligt, hvilket er med til at gøre kontorforholdene utidssvarende.

Nu er det tid til, at den nye formand kan sætte gang i lignende udbygning og udvikling.

- Vi har mange ønsker og drømme. Museumsvillaen, der rummer kontorer, skal rives ned. Vi skal have lavet nogle åbne gangarealer og have gjort den store udstilling tidsvarende, siger Jakob Dyrman.

- Vi har ideer om, hvordan vi kan bruge arealet hen mod Rema 1000 og har gang i fondsansøgninger. Vi kunne godt tænke os åbne kontorlandskaber og udstillingslokaler, siger den nye formand.

Ønskerne er mange, og tre af dem der står højt på listen er erstatning for de nuværende lejede opmagasineringsrum, ordentlige forhold til fundmodtagelsen og nye kontorer.

- Vi har naturligvis udfordringen med, hvad det koster, og hvad vi selv skal bidrage med, siger Jakob Dyrman.

- I museumverdenen skal man gøre op med sig selv, hvad vi vil. Man er hele tiden konfronteret med krav fra Kulturstyrelsen, indskyder Per Nørgaard.

Unesco

Strategien og planerne handler også om andet end nedslidte bygninger. En stor post er arbejdet med at få Aggersborg anerkendt som Unesco Verdensarv. I 2017 indledtes en ansøgningsproces, sammen med de øvrige danske ringborge fra vikingetiden. Ansøgningsprocessen forventes afsluttet i 2021 med en forhåbentlig udnævnelse af ringborgene til verdensarv i 2022.

Der lægges også mange kræfter i, at gøre Stenaldercenter Ertebølle til en førende formidlingsattraktion i landet.

- Vi har meget at arbejde med, og jeg glæder mig, understreger Jakob Dyrman.

Selv om Per Nørgaard nu forlader bestyrelsen, så er det helt sikkert, at han vil følge den nye formands arbejde.

- Det bliver interessant at følge, siger Per Nørgaard.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"