Den nye annekskirkegård i Aars skal står klar i 2012

Onsdag, 07/07/2010 10:34

Tegningerne er endeligt godkendt og arbejdet sættes i gang efter høst

AARS: Efter cirka 10 års tanker og planlægning tog Aars Menighedsråd, på deres seneste møde, den endelige beslutning om, hvordan den nye annekskirkegård skal se ud, og hvornår arbejdet går i gang.
- Vi sætter det hele i gang, når høsten er forbi, siger formanden for Aars Menighedsråd Jens Simonsen, til Aars Avis.
Menighedsrådet er enedes om, at nu har de fundet den bedste løsning for kirkegården.
- På de første tegninger var det foreslået, at kirkegården skulle inddeles i ”terrasser”. Hver terrasse skulle cirka svare til en meters fald i terrænet. Den løsning var vi ikke så glade for, forklarer Jens Simonsen.
Nu har de vedtaget, at der ingen ”terrasser” bliver.
Selv om terrænet falder cirka ni meter over de 300 meter kirkegården strækker sig, så skal kirkegården blot have et jævnt fald.
Annekskirkegården inddeles i felter, hvor der bliver forskellige muligheder for at få gravpladser.
Nogle af felterne får andre funktioner, for eksempel bliver der mulighed for at afvikle friluftsgudstjenester.
Den nye kirkegård får plads til cirka 1700 grave. Antallet svarer nogenlunde til hvad der i dag findes på kirkegården ved Aars Kirke.
Ud over begravelsespladser så indrettes der parkeringspladser, toilet- og servicebygning og et kapel.
I første omgang bliver der dog ikke penge til at opføre kapellet.
- Toilet- og servicebygning  bliver opført inden for en overskuelig fremtid, lover formanden.
Han forklarer dog, at der i den første tid kan blive tale om at opstille midlertidige toiletfaciliteter.
Den samlede pris for annekskirkegården, uden bygninger, bliver 5,7 mio. kroner incl. moms.
Menighedsrådet har fået bevilliget lån på fem mio.  kr og selv sparet 1,3 mio. kr. op.
De første begravelser forventes at kunne finde sted i 2012.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"