Den Jyske Sparekasse følger trop med alternativ til Totalkredit

Tirsdag, 08/03/2016 17:43

Den Jyske Sparekasse skriver således i en pressemeddelelse:

Den Jyske Sparekasse tilbyder kunderne attraktivt boliglån som alternativ til Totalkredit

Den annoncerede bidragsstigning fra Totalkredit får i øjeblikket meget opmærksomhed i medierne. Det kan naturligvis også mærkes i Den Jyske Sparekasse, hvor medarbejderne i disse dage oplever et øget antal henvendelser fra kunder angående deres Totalkreditlån. 

 

To attraktive tilbud til kunder med F1– F4 lån

F1 – F4 lån har fået den største bidragsstigning hos Totalkredit. For at mindske de økonomiske konsekvenser ved bidragsstigningen, har Den Jyske Sparekasse derfor besluttet at gå kunder med F1 – F4 lån i møde med to attraktive tilbud:

 

·         Sparekassen tilbyder kunder med F1 – F4 lån et nyt attraktivt lån på den del af belåningsgraden, der ligger fra 60-80%, og som normalt finansieres gennem Totalkredit. Renten på lånet er1,95%, hvis kunden betaler afdrag. Vælger kunden et afdragsfrit lån, er renten 2,45%. Det er gratis at oprette lånet.

·         Samtidig kan disse kunder resten af 2016 konvertere eller ændre refinansieringsperioden på deres Totalkreditlån - helt uden gebyrer.

 

Den Jyske Sparekasse bakker stadig op om det gode samarbejde med Totalkredit. De nye produkter skal derfor ses som et supplement til de kunder, der ønsker en anden finansiering end den traditionelle realkreditfinansiering.

 

Få en grundig rådgivning om de forskellige lånemuligheder

Lige nu hersker der en lidt kaotisk stemning omkring de kommende bidragsstigninger. Derfor anbefaler Den Jyske Sparekasse alle kunder at kontakte deres rådgiver for at få en grundig rådgivning. Sparekassen har en bred vifte af boliglån, og rådgiveren kan hjælpe med at finde det lån, som passer bedst til den enkelte kundes situation.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"