De dovne offentligt ansatte...

For nylig overhørte jeg om bord på en færge et sted på Kattegat en dialog mellem nogle pensionister, der øjensynligt var på tur sammen.
Gengivet efter hukommelsen udspandt det sig nogenlunde således: ”Jamen skal du da ikke have noget mere hjemmehjælp?” Svar: ”Nej. Det tør jeg da virkelig ikke. Høh høh.”
Hvor er det synd, at medierne og en række mennesker med hang til forsimpling har brugt sommeren til en så unuanceret debat om de bevidst arbejdssky offentligt ansatte.
Det vil sige, egentlig var det jo bare en lille gruppe københavnske hjemmehjælpere. Dernæst blev det størstedelen af alle FOA’s ansatte for til sidst at omfatte samtlige offentligt ansatte i det ganske, danske land. Konklusionen faldt, efter at en pædagog og en sygeplejerske havde udtalt sig i den bedste sendetid på en af de landsdækkende kanaler, hvor de med selvretfærdige miner hævdede, at dovenskaben og trangen til at springe over, hvor gærdet var lavest, havde været et fremherskende træk på samtlige deres arbejdspladser (selvom navnlig sygeplejersken så ud, som om hun bedømt på hendes skønsvise alder næppe kunne have haft ret mange af slagsen).
Naturligvis er det totalt uacceptabelt i de tilfælde, hvor f.eks. ældre eller handicappede borgere med behov for hjælp virkelig svigtes. Det må under ingen omstændigheder finde sted.
Endnu mere kritisk er det dog næsten, at svaret på dette fra navnlig Dansk Folkeparti er, at hjemmehjælperne bør mødes med mere kontrol end den, de i forvejen udsættes for.
Siden jeg i januar startede i byrådet i Vesthimmerlands Kommune har jeg mødt en række af vores kommunalt ansatte. For dem alle gælder, at deres engagement og ansvarsbevidsthed har gjort et stort indtryk på mig.
Alle fortæller de om netop deres fag, som de brænder for og deres ønske om at gøre en forskel for de borgere, som de gennem deres arbejde kommer i berøring med.
Så kan det da aldrig nogensinde være vores opgave som politikere oven i alle de andre mere eller mindre urimelige sparekrav, strukturændringer og effektiviseringer, vi udsætter dem for, oven i købet at slå i bordet og true med bål og brand og ekstra kontrol. Endda på baggrund af nogle formodninger, der virker truffet på et mildest talt løsagtigt grundlag, så medierne har haft lidt at fylde sommerpausen med.
Som politikere bør vi selvfølgelig opstille nogle overordnede visioner, men i øvrigt lade det være op til vores ansattes faglighed på de respektive arbejdspladser at drøfte f.eks. værdigrundlag, hvordan arbejdet mest optimalt udføres, så der er balance i både kvalitet og effektivitet eller afgive faglige skøn, der begrunder, hvorfor denne eller hine ydelse hos den pågældende borger på netop denne specielle dag tager 5 minutter længere end ellers.
Måske er problemet i virkeligheden, at vi for længst har mistet agtelsen eller respekten for vores offentligt ansatte, hvilket efter et stykke tid vil kunne demotivere selv den største ildsjæl og dræbe gejsten og lysten til til stadighed at forandre, forbedre og gøre en forskel.
Jeg vil slutte af med indtrængende at opfordre til, at man selvfølgelig bør klage, der hvor der reelt er en grund til det, men i øvrigt give hjemmehjælperne og alle de andre ro til at udføre deres arbejde med den ansvarlighed, de helt sikkert udviser.
Tillid må være nøgleordet.

Med venlig hilsen
Berit Byg, medlem af byrådet for Vesthimmerlands Kommune (SF)
beritbyg@gmail.com