Dansestudiet Power House skifter navn

Onsdag, 11/08/2010 09:52

Dansestudiet Power House skifter navn til “Aars Buisness School” under sloganet “There is no business like show business”. Samtidig er dansestudiets indehaver Louise Hejlskov klar med et nyt og forbedret koncept. Indtil videre bliver der undervist i to lokalafdelinger, Støvring og Aars . ”Aars” i konceptnavnet skyldes udelukkende ”hovedsædets” placering.
Hver enkelt afdeling vil altid køre og udvikle sig på lokalplan. Til sammenligning spises pariserbøf og wienerbrød i både København, Støvring og Aars.
Det er ønsket om at samle alt, der kan kategoriseres inden for show business, der er årsagen til navneskiftet. - Det nye koncept betyder, at vi kan tilbyde eleverne meget mere det samme sted, og det er alt omkring dans, sang, musical, skuespil og i det hele taget performance, siger Louise Hejlskov, der vil drive tilbuddet sammen med sin mand, Børge Boyding.
Eleverne vil fremover få mulighed for at få mere individuel og målrettet undervisning. Ifølge Louise Hejlskov betyder det helt konkret, at lederne vil have større fokus på hver enkelt elevs styrker og svagheder og tage udgangspunkt i dem.
- Det kan eksempelvis være, at vi prikker til en danser og spørger, om vedkommende har lyst til at prøve at synge, og på den måde kan der åbne sig helt nye døre for eleven, og det kan så igen være med til at udvikle dansen hos den pågældende, siger hun.
På nuværende tidspunkt har Louise Hejlskov 20 hold og hun forventer, at det nye koncept med de mange tilbud under én hat, vil trække flere til og er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er den rigtige vej at gå. - Jeg forventer, at det dels vil betyde, at vi vil opleve en stigende interesse, da vi fanger en bredere målgruppe, men vigtigst af alt vil vi kunne give eleverne meget mere med i bagagen, siger hun og fortsætter.
- I vores samfund er der mere og mere fokus på performance. Det gælder uanset om du skal sælge dig selv til en jobsamtale eller eksempelvis hvis du sidder i en forhandlingssituation, siger Louise Hejlskov.
Louise Hejlskov skal nedkomme med sit andet barn til september, men det er ikke ensbetydende med, at hun holder barsel. Selve undervisningen er lagt trygt i hænderne på instruktørerne, som er opdateret med nye kurser, men hun vil være at finde på danseskolerne for at følge de enkelte elever og for netop at kunne udarbejde handlingsplaner og tilbyde den individuelle træning.
- Min søster, Mie Hejlskov, kommer til at stå for en stor del af undervisningen, og hun har netop været på kursus, hvor hun har modtaget stor ros for sin kunnen af lederne, så jeg er helt tryg ved at overlade roret midlertidig til hende, siger Louise Hejlskov med et smil.
I øvrigt er parret allerede nu på jagt efter talenter til musicalen "Thirteen", som får premiere i 2011. Nogle vil netop blive fundet blandt eleverne og andre vil blive fundet i forbindelse med en offentlig audition senere på året.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"