Danmarks bedste it-forhandler ligger på Messevejvej i Aars

Onsdag, 10/10/2018 08:07

Kimbrer Computer udvider omsætning, markeder og antal ansatte

Af Torsten Hansen
AARS:  Det kører godt for Kimbrer Computer i Aars. Faktisk så godt at magasinet Computerworld netop har kåret firmaet til Danmarks bedste it-forhandler.
- De kårer firmaer i forskellige kategorier, og det er rigtigt, at de har kåret os som Danmarks Bedste it-forhandler. Det må de have gjort ud fra vores tal, siger medejer Peter Tølbøll Hansen, Kimbrer Computer.
Firmaets salg er steget kraftigt fra 2016 til 2017, og det har givet en stigning i resultat efter skat fra 3,8 til 6,8 mio. kroner.
Firmaet sælger blandt andet computerdele, og ofte er der tale om dele til meget store computere. Det kan være dele, som er udgået af markedet, men som indehaverne af de store computere pludselig får behov for.
- Vi har et meget stort lager, og vi er i stand til at levere fra dag til dag. Det gælder næsten uanset hvorfra i Europa kunden er fra, forklarer adm. direktør Morten Nøhr, Kimbrer Computer.
Firmaet begyndte i 1995 i Aars, og efter et par flytninger har de nu etableret sig på Messevej i Aars. Der er plads til et meget stort lager. Kimbrercomputer sælger til firmaer og andre bookere, som dem selv. Meget af salget foregår i dag via Kimbrer Computers webshop, som blev etableret for et par år siden.
Ud over væksten på bundlinjen, så vækster Kimbrer Computer også på andre fronter, deriblandt på antallet af medarbejdere.
I 2016 var der 22 ansatte. I 2017 nåede tallet op på 28. I år er tallet nået 40.
- Det er vores dygtige medarbejdere, der har fortjenesten af denne kåring, har Morten Nøhr udtalt til Computerworld.
Morten Nøhr og Peter Tølbøll Hansen har stiftet og ejer Kimbrer Computer.
Kimbrer Computer udvider også på eksportmarkederne.
- Vi har fået mere gang i Kina, Frankrig, Italien og Rusland. Vi har også lige nyansat en til Spanien, siger Peter Tølbøll Hansen.
I foråret 2017 modtog Kimbrer Computer Aars Erhvervsråds fortagsomhedspris.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"