Dagen derpå på torvet i Aars: Affald, ild og hærværk på Kimbrertorvet

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 09/08/2023 09:00

AARS: Det var frygtet, men alle har troet, at fornuften hos brugerne ville få overtaget.

Søndag aften, eller natten til mandag, blev der udøvet hærværk og tændt bål inde i den nye overbygning på Kimbrertorvet i Aars. Samtidig blev stedet efterladt i et syndigt rod.

Optagelser viser, at det også har været galt på de offentlige toiletter i tilknytning til overbygningen. De er efterladt i et syndigt rod.

- Vi blev ringet op mandag morgen og fik en status på, hvor slemt det så ud.

Vi tror, at der er tale om skolesøgende unge, der har hygget sig under overbygningen søndag aften eller natten til mandag, men vi er skuffede over den måde de har forladt stedet på, siger Jørgen Kristensen, Aars, som er med i arbejdsgruppen bag overdækningen.

Et er, at det roder, noget andet at der har været tændt bål på gulvet og på nogle af plankebordene, som nu står tilbage med afsvedne overflader.

- Det kunne være gået rigtig galt. Overbygningen er hovedsagelig fremstillet af træ, og hvis ilden havde fået fat, kunne det hele være brændt ned, siger Jørgen Kristensen.

Af samme årsag er der installeret en ekstra brandslange i bygningen.

Arbejdsgruppen opfordrer derfor naboer og forbipasserende til at holde et vågent øje med hvad der sker i overbygningen i aften- og nattetimerne, og håber at brugerne vil lade fornuften råde, så det hele ikke bliver ødelagt. Der er bestilt en videooptager til overbygningen, og der skal udarbejdes et ordensreglement af kommunen, som politiet kan henvise til, hvis brugerne ikke selv kan finde ud af at opføre sig fornuftigt.

Jørgen Kristensen er glad for, at overdækningen bliver anvendt om aftenen, og udenfor de mere programsatte tidspunkter for forskellige arrangementer. Alle er velkommen til at sætte sig og spise og nyde en forfriskning, men han håber, at det vil ske med respekt for stedet, og at det ikke bare efterlades flasker og affald som andre så kan få lov til at fjerne.

Der er i øvrigt opsat affaldsspande, ligesom dørene til toiletterne aflåses ud på aftenen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"