Covid-19: Udbredt smitte i Farsø - 9. klasse og børnehave sendt hjem

Af Ture Damtoft, Torsdag, 18/03/2021 14:48

VESTHIMMERLAND: Torsdag 18. marts er der konstateret 31 tilfælde af Covid-19 i Vesthimmerland over de seneste syv dage.

Af de 31 er de 18 af dem i Farsø, og det er det ene nye tilfælde, der er konstateret de seneste 24 timer, også.

- Smitten er meget markant i Farsø, hvor der også er hjemsendt en 9. klasse fra Farsø Skole og alle på Højgårdens Børnehave. Det er en situation, vi følger tæt, siger Anne Krøjer, sundhedsdirektør i Vesthimmerlands Kommune.

Hun peger også på det relavtivt høje incidens tal i kommunen, som med dagens tal fra Statens Serum Institut ligger på 84,9 pr. 100.000 indbyggere - det placerer Vesthimmerland i den kedelige halvdel af landets 98 kommuner.

De seneste 24 timer er 786 af 304.412 tests positive - det giver en positiv procent på kun 0,26 pct.

Der er 195 indlagte - 38 på intensiv og 22 i respirator.

På den positive side er antallet af vaccinerede.

Selvom det går langsomt, ligger Vesthimmerlands Kommune godt med.

Af 36351 indbyggere er 2131 færdigvaccinerede (5,9 pct.) og 3972 (10,9 pct.) har fået første stik.

I gruppe 1 og 2 - dem som bor i plejebolig, eller som er 65+ og modtager hjemmehjælp - ligger tallene på henholdvis lige omkring 90 pct. og 86 pct. færdigvaccinerede.

- I gruppe 2 ringer vi rundt til dem allesammen, hvis de ikke har kunnet overkomme at komme til vaccine-stedet og egentlig gerne vil. Så tilbyder vi dem hjælp med transport. Som jeg lige husker det, var der 140 borgere i den gruppe, og der var omkring 50, som takkede ja til hjælpen, siger Anne Krøjer.

I Region Nordjylland er 5,4 pct. færdigvaccinerede og 11 pct. har fået første stik.

På landsplan er tallene 4,9 pct. og 10,4. pct. - det svarer til 286878, som er færdigvaccinerede, og 606376, som har fået første stik.

Om det langsomme tempo siger Anne Krøjer:

- Det er jo fuldstændig afhængigt af de vacciner, som kommer til rådighed. Vi har et glimrende samarbejde med Region Nordjylland, og såsnart vaccinerne er til rådighed, så bliver de skudt ind i armen på borgerne, siger hun og tilføjer om Astra Zeneca vaccinen:

- Det er godt, det bliver undersgøt nøje. Det giver selvfølgelig grund til bekymring hos dem, som har fået den, men hvis der er gået 14 dage, så er man ikke længere i risiko. For alles skyld er det en god ide, at det bliver undersøgt grundigt, og så må vi efterfølgende håndtere den skepsis, der evt. måtte være, hvis det viser sig, at der ikke er sammenhæng mellem blodpropper og andre bivirkninger, og Sundhedsstyrelsen derfor genoptager brugen af Astra Zeneca vaccine, siger Anne Krøjer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"