Covid-19 restriktioner: Udgangsforbud i Vesthimmerland i spil

Af Ture Damtoft, Torsdag, 05/11/2020 08:44

Borgmester: "Skoler, børnehaver og institutioner er nok i fare-zonen"

VESTHIMMERLAND: Borgmester Per Bach Laursen (V) har et virtuelt møde planlagt med sundhedsminister Magnus Heunicke kl. 9:15 og forventer at vide, hvilke yderligere tiltag regeringen vil indføre omkring kl. 10.

På mødet forventer han at få oplyst, hvilke yderligere restriktioner sundhedsministeren har tænkt sig at indføre for de syv kommuner, hvor der er konstateret mest smitte på minkfarme.

Det er Vesthimmerland, Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø kommuner.

- Jeg har drøftet det fagligt med Anne Krøjer, og skoler, børnehaver og kommunale institutioner er nok i farezonen for en nedlukning. Statsministeren har også nævnt noget om udgangsforbud, men jeg ved ikke mere, selvom jeg har forsøgt. Vi havde møde i en snæver kreds i Venstre i går, hvor Jakob Ellemann også deltog. Han kunne se, der var lys i Statsministeriet, så de har nok ikke været klar over, hvilke restriktioner der skal indføres, da de meldte ud kl. 16 i går, siger Per Bach Laursen.

Onsdag aften påbød Styrelsen for Patientsikkerhed, at der blev indført besøgsforbud på plejecentre i Vesthimmerland. Det gælder med øjeblikkelig virkning.

Baggrunden for nedlukningen er den mutation i Covid-19 virusset, som Statens Serum Institut har meldt ud er påvist.

Mutationen skulle medføre, at de vacciner, som er ved at blive udviklet Verden over, vil være ineffektive.

Aars Avis vil opdatere informationerne, såsnart vi finder ud af, hvilke restriktioner, der bliver indført.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"