Covid-19 lukker kommunale lokaler

Af Torsten Hansen, Torsdag, 13/08/2020 11:42

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Kommune har i går onsdag meldt ud til foreningerne i Vesthimmerland, at på baggrund af den nuværende covid19-situation, så er det besluttet at lukke for foreningers brug af kommunale lokaler – det være sig lokaler på skoler, biblioteker, sundhedscenter mv. Lukningen sker ud fra et forsigtighedsprincip og er i første omgang gældende til og med uge 42.

Men det viser sig, at lukningen ikke gælder alle kommunale lokaler.

- Vi er i gang med at præcisere, hvad lukningen omfatter, og vil i løbet af kort tid sende en ny meddelelse ud om problematikken, siger Anne Krøjer, direktør for Sundheds- og Kulturforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune til Aars Avis.

- Som hovedprincip så gælder det kommunale lokaler, hvor de primære brugere kan komme tilbage til lokaler der ikke er rengjort efter at andre har brugt dem. Det kan være skolelokaler eller på biblioteket, uddyber Anne Krøjer.

De steder hvor de primære brugere selv sørger for rengøringen er det anderledes. Det gælder for eksempel Aktivitetscentret i Bymidten, hvor de selv sørger for rengøringen. Ungdomsskolens Hotspot i Aars er heller ikke omfattet.

- I Hotspot er det de unge, der er de primære brugere, og derfor er lokalerne ikke en del af nedlukningen, forklarer Anne Krøjer.

Modsat kan der være lokaler på skoler og andre steder, hvor foreninger (ikke primære brugere) har brugt dem om aftenen, og da rengøring ikke foregår hele døgnet, kan der være tidspunkter, hvor alle kontaktflader ikke er rengjorte.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"