Covid-19: Igen ni nye smittede i Vesthimmerland

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 22/12/2020 15:01

VESTHIMMERLAND: - Vi har lige nu det højeste smittetryk i Vesthimmerland siden epidemien brød ud. Igen i dag (tirsdag 22. december) har vi ni nysmittede, hvilket vil bringe vores smittetryk endnu højere op. Det er en skidt udvikling, som alle borgere er nødt til at hjælpe med at få vendt – også selvom det er jul og nytår, siger sundhedsdirektør Anne Krøjer.

Der er i alt 68 smittede i Vesthimmerlands Kommune, hvilket giver et incidens-tal på 185,6.

Blandt de smittede ses en overvægt af unge mellem 11 og 20 år og dernæst voksne i alderen mellem 40 og 60 år.

- Vi appellerer derfor endnu en gang til at overholde sundhedsmyndighedernes retningslinier i julen. Vi appellerer også til, at når man er smittet eller har symptomer på at være smittet, at man så lader sig teste, og at man går i isolation og forbliver der i 48 timer efter at symptomerne er ophørt. Det betyder, at man skal blive hjemme, lader være med at mødes med andre, end dem man bor sammen med og aflyser alle besøg, siger Anne Krøjer.

En del smittede deler adresser. For at undgå at der breder sig smitte i familien er det vigtigt, at man som nær kontakt til en smittet, overholder de retningslinier, der er for det. Undgå fysisk kontakt med den smittede, hold to meters afstand, undgå at sove sammen og tilbringe længere tid sammen. Brug helst separate badeværelser. Kan det ikke lade sig gøre, så skal det gøres ekstra godt rent efter hvert besøg på badeværelset. Husk at vaske hænder hyppigt.

Og så endelig husk at de mundbind man bruger skal være CE-mærket. Er de ikke det, risikerer man, at de ikke beskytter som de skal.

På landsplan er der tirsdag 2543 nye smittede af 136.245 testede. En nedgang både i antallet af smittede og positiv-rate siden mandag.

Der er yderligere 10 indlagte, så der nu i alt er 723 indlagte - 83 på intensiv og 48 i respirator.

Antallet af døde med corona-virus er steget med 17 til 1070.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"