Covid-19: 630 nye smittede - Vesthimmerland holder sig under grænsen

Af Ture Damtoft, Onsdag, 21/10/2020 14:18

VESTHIMMERLAND: Seks smittede i Vesthimmerland i dag 21. oktover.

Dermed holder vi os under grænsen på 20 pr. 100.000 indbyggere, som Sundhedsstyrelsen anser som kritisk.

 

Nationalt er der konstateret 630 nye tilfælde de seneste 24 timer, og dermed er der tale om en stigning i nye tilfælde for femte dag i træk.

Det er første gang i en uges tid, at tallet er over 600.

Yderligere to er døde af Covid-19.

 

Eneste positive tal er antallet af indlæggelser, der er faldet med 6 til 122, hvoraf 16 er på intensiv afdelinger.

 

Jammerbugt er nu den hårdest ramte kommune i landet med 98 tilfælde indenfor syv døgn, og med et incidens-tal på 255.

 

Bestil selv tid

Fra i dag onsdag 21. oktober kan man selv bestille tid til coronatest. Også hvis man har symptomer.

Det gøres på nettet på coronaprover.dk.

Åbningstider og adresser på testcentre kan findes på www.rn.dk/coronatest. Og det er RN for Region Nord og ikke et m - hvis man skulle være lidt nærsynet ligesom journalisten, der kom ind på metroens hjemmeside.

I Aars kan man blive testet hver onsdag i Messecenter Vesthimmerland.

- Du kan nu selv booke tid på coronaprover.dk, hvis du har symptomer på COVID-19, og ikke føler dig så syg, at du har behov for at tale med en læge. Du kan bestille tid til test i stort set hele Nordjylland både med og uden symptomer, siger regionrådsformand Ulla Astman (S).

 

Hvornår skal lægen så kontaktes?

Du skal fremover kun ringe til din læge, hvis du har symptomer på COVID-19 og føler dig så syg, at du gerne vil tale med en læge. Eller hvis du er bekymret eller i tvivl. Drejer det sig om et barn under 2 år med eller uden symptomer, skal egen læge også kontaktes.

Egen læge vil vurdere, om du skal til en undersøgelse og test i en vurderingsklinik. Der er vurderingsklinikker i Aalborg, Hjørring og Thisted – alle placeret i tilknytning til hospitalerne.

Hvis du skal besøge egen læge inden for 1-2 dage og har fået milde symptomer, skal du også kontakte egen læge.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"