Corona-venlig julemand i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 09/12/2020 07:45

AARS: Intet skal få lov at spolere julestemningen i Aars.

Derfor kommer julemanden selvfølgelig til Aars, hvor alle børn og banrlige sjæle kan hilse på ham i det lille hus, som Aars Handel har fået sat ind på Kimbrertorvet.

Her tager han imod juleønsker og uddeler flødekarameller i et risengrødsskål.

- Julehyggen er her stadig. Vi har bålfade og julemusik til at skabe stemningen, og så håber vi, julegaverne bliver købt i Aars, siger Jørgen Sørensen fra Aars Handel.

Nogle af de julegaver, som købes i Aars bliver delt ud af Hvidt & Frit.

Hele julemåneden trækker de hver dag en vinder af en julegave til 500 kr., som vil blive delt ud 22. december ved et jule-optog med julemanden i sin kane - muligvis på hjul, hvis ikke der kommer sne under mederne.

- Hvis ikke man kan komme ud til juleoptog, så kommer juleoptoget hjem til dem, siger Gregers Haislund fra Aars Handel.

Det bliver med nissepiger og nissedrenge og kirkekor og salmesang - og alle er velkomne til at synge med - man skal bare lige huske det med at holde god afstand og ikke være for mange sammen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"