Corona kom måske til Aars i januar

Af Ture Damtoft, Mandag, 06/04/2020 10:00

Morten Nøhr kom hjem fra Østrig i januar

AARS: Morten Nøhr, direktør for firmaet Kimbrer Computer i Aars, slår flere gange fast, at han ikke kan være sikker.

Men, han har en mistanke om, at han selv og tre andre kan have været ramt af Corona-smitte, da de 19. januar kom hjem fra en ellers vellykket skiferie i Østrig.

I Ischgl, hvor de var på afterski på baren Kitzloch. Den bar, som ifølge flere medier, har været med til at lukke hele Danmark ned.

- Vi stod som sild i en tønde på baren. Vi kom hjem søndag, og mandag var der fire af os, der begyndte at blive syge. Jeg havde bare feber og hostede i to-tre dage, men nogle af de andre var virkelig syge i to-tre uger, siger Morten Nøhr.

Han og de øvrige tænkte ikke på Corona-virus i januar, men nu kunne medstifter og medejer af Kimbrer Computer godt tænke sig at blive testet for anti-stoffer, så han kan få sikkerhed.

- Jeg vil gerne testes for anti-stoffer, når det kan lade sig gøre. Både for at vide om vi har haft det. Jeg tænker, det er sandsynligt, for min datter og kæreste har også været syge med samme symptomer. Måske er der mange, der har haft den type symptomer og dermed Corona uden at vide det, siger Morten Nøhr.

Efter overstået sygdom er han igen på arbejde, men så lidt på kontoret som mulig. Alle sælgere er sendt hjem, men lagerarbejderne har travlt, for der er heldigvis stadig gang i forretningerne.

- Vi har ikke mærket nedsat omsætning, og det er alfa og omega at få varerne ud, og det eneste problem, vi har haft, er at forretningerne er lukkede, når vi kommer med deres ordre, siger Morten Nøhr, der får den lidt vel meget fritid til at gå med bl.a. at passe sine juletræer på slægtsgården i Haubro.

Kommentarer
Tove Larsen

Jeg har det lige som dig, jeg kan også tænke mig en anti stof test, jeg lå på sygehuset i jan -febr , kan sætte flueben ved mange Corona symptomer , ved du om det bliver en mulighed , kan ikke bruge det til så meget udover at det giver mening , når jeg tænker på hvor dårlig jeg var . mvh

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"