Cimbrerhøjen i Aars som naturrum og FDF-hus

Af Torsten Hansen, Onsdag, 21/10/2020 08:11

AARS: FDF Aars har ansøgt Vesthimmerlands Kommune om fem mio. kr. til at bygge et nyt klubhus og naturrum ved Gislumvej i Aars. Byrådspolitikerne besluttede ved budgetaftalen, at afsætte to mio. kr. til formålet Men først på budget 2024.

- Vi ville selvfølgelig helst have haft pengene nu, så vi kunne gå i gang, men det er positivt, at byrådet bakker op om vores projekt, siger Brian Larsen, formand for FDF i Aars.

- Man skal ikke undervurdere betydningen af, at kommunen nu har givet os et positivt svar, fortsætter Brian Larsen.

FDF har som nævnt ikke fået alle de ansøgte penge, og da det samlede projekt løber op over 11 mio. kr., så skal der findes en del flere penge.

Fonde

- Vi skal ud og søge fonde, og det er lettere nu, hvor kommunen har givet os et juridisk dokument, der viser, at de er med, siger Anja Søndergaard Nielsen, der sammen med Brian Larsen sidder i byggeudvalget. Hun har erfaring med at søge fonde og skal derfor være primusmotor i den proces.

Hun skal dog ikke søge om alle ni mio. kr. fordi FDF bidrager også selv med finansiering.

- FDF skyder grunden ind i det nye projekt sammen med 500.000 i kontanter. Hertil kommer, at der skal laves frivilligt arbejde for 258.125 kr. Desuden skal der laves pengeskabende aktiviteter, som skal resultere i mindst 50.000 kr. Vi arbejder med at få en forældregruppe til at klare denne opgave. Både for at bidrage til økonomien, men ikke mindst for at skabe ejerskab til det kommende nye hus. Samlet egenfinansiering er 1,3 mio. kr., siger Anja Søndergaard Nielsen.

Hun understreger samtidig, at politikerne har nævnt, at FDF forsat gerne må søge midler i de kommende år, så der kan komme flere kommunale penge i projektet.

Dertil fastslår hun, at det i processen er af stor betydning, at få de første penge på plads.

- Det betyder ofte, at mange fonde beslutter sig for at være med. Mærkeligt nok er de første penge ofte de sværeste at få tilsagn til, siger Anja Søndergaard Nielsen.

Cimbrerhøjen

Det nye klubhus, der allerede er døbt Naturrum Cimbrerhøjen, bliver et stort halvcirkelformet hus. Ud over klublokaler er der tænkt mange andre funktioner ind i bygningen.

Flere af byens øvrige foreninger kan få lov til at bruge huset, og samtidig lægges der op til at etablere et pauserum og toiletforhold til hærvejsturister.

- Sammen med vores shelters håber vi at kunne blive et hot spot for hærvejsvandrere, siger Brian Larsen.

- I sommer cyklede jeg til Løgstør, og hold da op hvor var der mange, der gik på stien, fortsætter han.

Gammelt hus

FDF Aars har cirka 150 medlemmer, og antallet er stabilt. Men de bygningsmæssige forhold har i flere år været dårlige.

Det nuværende kredshus blev indviet i 1984. Det var oprindelig et husmandssted.

Bygningsreglementet var dengang helt anderledes, og der blev sparet alle de steder, man kunne, f.eks. på isolering og gulvvarme.

Huset har fungeret godt i mange år, men i dag fremstår det nedslidt, trangt og mørkt og lever ikke længere op til foreningens krav.

”Vi har fået etableret udluftning i huset, men alligevel lugter ens tøj meget ubehageligt efter et besøg i kredshuset. Huset er meget koldt, da der på gulvet er lagt klinker og vinyl, gulvene er fugtige, og der er råd flere steder. Vi bruger ofte gulvet, når vi laver aktiviteter, hvilket naturligvis ikke er optimalt. For år tilbage kom dagplejen også i kredshuset pga. mangel på lokaler i kommunen, dette samarbejde blev dagplejerne nødt til at stoppe igen blandt andet på grund af det meget kolde gulv”, skriver FDF i projektbeskrivelsen til det nye Cimbrerhøjen.

Det nuværende hus opvarmes med elvarme. Det reguleres ved hjælp af en timer, som begynder at varme huset op om eftermiddagen, så der er lunt til når børn og ledere ankommer. Forbruget har de seneste år kostet omkring 30.000 kr årligt. Den pris forventes at kunne nedbringes til omkring det halve med fjernvarme.

- Jeg har været leder i FDF i mange år og har haft mange gode oplevelser i FDF regi. Nu sidder jeg i bestyrelsen og synes det er spændende at skabe noget for hele byen, siger Brian Larsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"