Chartringsfest for Vesthimmerlands Y’s Mens club

Mandag, 26/11/2018 12:15

VESTHIMMERLAND: Lørdag, 17 november blev der holdt chartringsfest for endnu en Y's Mens club i Vesthimmerland.

Den nyeste club har navnet Vesthimmerlands Y’s Mens club.

For de to moderklubber, Aars Y’s Mens club og Kimbrernes Y’s Mens club, begyndte arbejdet allerede for omkring to år siden. Da begyndte arbejdet med at give interesserede information om, hvad en Y's mens club er.

Klubben, hvis medlemmer kommer fra Aars, Overlade, Farsø, Aalestrup og Vester Hornum, vil arbejde for at skabe gode rammer og vilkår for det børne- og ungdomsarbejde, der gøres i de kristne organisationer i området.

Selve chartringsfesten startede i en fuld Farsø kirke med en højtidelig og smuk ceremoni med tændte lys, faner, salmesang, taler og nåleoverrækkelse fra moderklubberne til de nye klubmedlemmer. Derefter fulgte alle med til Farsø Efterskole til en reception med kaffe og kage, sang, taler og overrækkelse af gaver fra alle distriktets andre Y’s mens clubber.

En reception med en god og munter tone. Altsammen kædet smukt sammen af vicepræsidenten i Vesthimmerlands Y’s mens club Inge Falkesgaard. Også klubbens præsident Henrik Mortensen holdt tale, og takkede de mange fremmødte for deres gode ønsker for den nye klubs fremtid.

Læs mere i Aars Avis onsdag.