Chagall i St. Brøndum

Onsdag, 26/05/2010 10:34

Denne lange og kedelige titel dækker over en perlerække af de ypperste europæiske kunstnere, Cobra-kunstnere og andre, som er med på Kulturkøbmandens grafiske udstilling.
Udstillingen, som er en salgsudstilling, hænger der fra den 29. maj og hele sommeren over til den 28. august.  Man holder en ekstra festlig fernisering lørdag den 29. maj.
Som sædvanlig er der lækkert oste- og pølsebord med diverse drikkevarer til og denne gang et festligt indslag af swing-musik. Man fejrer især, at man denne gang kan præsentere 10-12 Chagal-litografier. De ses ikke sådan hver dag her i det nordjyske. De øvrige kunstnere er sandelig heller ikke at kimse af. Der kan ses værker af Pierre Alechinsky (belgisk - 1927), Karel Appel (hollandsk – 1921), Ejler Bille (dansk – 1910), Georges Braque (fransk – 1882), Marc Chagall (russisk-fransk – 1887), Antoni Clavé (spansk – 1913), Corneille (belgisk – 1922), Maurice Estève (fransk – 1904), Sam Francis (amerikansk – 1923), Asger Jorn (dansk – 1914), André Lanskoy (russisk-fransk – 1902), Charles Lapique (fransk – 1898), Roberto Matta (chilensk – 1911, siden 1948 bosat i Europa) og Gustave Singier (fransk – 1909).  Der vil også være et par billeder af Henry Heerup (1907) og Carl-Henning Pedersen (1913).
Det bliver et sandt bombardement af form, farver og sprælskhed. Nogle af kunstnerne er født i slutningen af 1800-tallet, men de er taget med her, enten fordi de levede længe og stadig malede,
eller fordi de havde en betydelig indflydelse på andre kunstnere, f.eks. Georges Braque, som havde stor indflydelse på bl.a. Picasso. Det mest unikke i denne udstilling er dog de 10-12 billeder af Chagall. Han er en mester i farver og poesi, men en endnu større mester i kunsten at lave farvelitografier. I en alder af 63 begyndte han for alvor at studere kunsten at lave farvelitografier i Mourlot hos Charles Sorlier og han fortsatte med at finpudse sin litografiske teknik til det sidste – han døde i 1985, 98 år gammel. Han føler, at han i litografien har fundet sit optimale udtryk.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"