Central bygning i Aars omdannes til boliger

Af Torsten Hansen, Onsdag, 27/05/2020 09:00

Aars Boligforening kan være klar med fem centrale boliger om et halvt år

AARS: Bygningen på Søndergade 32, der tidligere har huset fagforeninger og senest Psykiatriens Hus, vil i løbet af kort tid blive omdannet til fem centralt beliggende boliger.

Det kræver dog, at byrådet nikker ja i morgen torsdag, hvor Aars Boligforening anmoder om godkendelse af foreløbig anskaffelsessum for opførelse af fem familieboliger, og samtidig beder om at måtte flytte et grundkapitaltilskud på cirka 540.000 kr. fra Klokkelyngen til Søndergade 32.

- Vi vil gerne lave fem boliger. Vi har mangel på boliger i øjeblikket, så det er en god mulighed, siger direktør Brian Larsen, Aars Boligforening.

Samtidig indskyder han, at boligforeningen er bedre til at udleje boliger end erhvervslejemål, og netop det sidste har Søndergade 32 været i mange år.

- En stor fordel her er, at vi kan komme i gang meget hurtigt, fordi vi selv ejer bygningen. Og når vi mangler lejligheder i Aars så er det også en fordel, fortsætter han.

Hvis byrådet følger administrationens indstilling, så kan byggeriet sættes i gang hurtigt, og vil kunne være færdigt allerede 1. januar 2021.

Økonomiudvalget har godkendt boligforeningens ønske, nu er det op til byrådet at gøre det samme.

Et springende punkt kan blive grundkapitalindskuddet. Kommunen har lukket for yderligere brug af grundkapitaltilskud frem til 2023. Men Aars Boligforening har ved at ændre på deres projekt på Klokkelyngen reduceret på behovet for grundkapitalindskuddet der, og håber på, at det kan blive overført til Søndergade 32.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"