Butikkerne i Aars hejser flag mandag

Af Torsten Hansen, Onsdag, 24/02/2021 07:00

Nogle genåbner med ny butiksindretning

AARS: Vi vil byde kunderne rigtig velkommen på mandag. Derfor hejser vi flagene i hele byen. Det er måske ikke Danmarks befrielse, men butikkernes befrielse, lyder det fra en glad koordinator, Jørgen Sørensen, Aars Handelsstandsforening.

Glæden er brudt ud, fordi politikerne lover, at der vil ske en genåbning fra 1. marts. Præcis hvad genåbningen kommer til at omfatte er ikke klart i skrivende stund.

Men alle forventer, at udvalgsbutikker op til 5000 kvadratmeter må åbne. Det tyder ikke på, at frisører og en række andre liberale erhverv får lov til at åbne nu.

- Jeg tror det var lige på målstregen for mange, at genåbningen kommer nu. Nogle af butikkerne har været meget pressede, understreger Jørgen Sørensen.

Der er dog også butikker i Aars, der har holdt gang i en del af omsætningen ved at lave ”click and collect”.

- Det er lykkedes for en del, men det har kostet ekstra kræfter at lave en mindre omsætning end normalt, vurderer Jørgen Sørensen.Der bliver travlhed i butikkerne de næste dage, hvor personalet skal gøre klar til igen at modtage kunder ved fordøren.- Jeg kan også se, at flere butikker vil præsentere kunderne for en lidt ændret forretning.

Der er en del, der har brugt den tvungne nedlukning til at ændre på indretningen, siger Jørgen Sørensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"