Butik i Aars får nye ejere

Af Ture Damtoft, Onsdag, 23/12/2020 08:23

AARS: Forretningen Bettekun Garn i Aars er blevet solgt. De nye ejere af butikken i Himmerlandsgade bliver Lene Nymand og Anne-Mette Farsinsen. De overtager butikken lige efter nytår søndag, 3. januar og kan for første gang kalde sig selvstændige erhvervsdrivende.

- Det er spændende, skræmmende og skønt. Det er alle følelser, jeg er igennem, siger Lene Nymand, der har arbejdet i butikken i fire år, og derfor kender den og kunderne på ret og vrang.

Hendes nye kompagnon Anne-Mete Farsinsen kommer fra en lederstilling i det offentlige, men har dog været i butikken i tre uger i efteråret.

- Det er lidt spændende at kaste sig ud i det her. Jeg gør det, fordi strik er noget jeg gør i min hverdag, og når man så får mulighed for at kombinere arbejde med hobby, er det med at slå til, siger Anne-Mette Farsinsen.

De nye ejere roser Mette Glerup for det store arbejde hun har lagt i butikken og dens nethandel.

Nyt eventyr

Det hele begyndte for næsten 10 år siden, da Mette Glerup 1. januar 2011 åbnede sin webshop. Den voksede og voksede og for fem et halvt år siden udvidede hun med butikken i Himmerlandsgade. Hvordan det så føles at sælge et livsværk, skal hun lige tænke over, men finder dog ordene.

- Det er både med glæde og tårer, og når jeg drejer nøglen for sidste gang og ikke kan låse mig ind mere, bliver der helt sikkert fældet nogle tårer. Det har været et eventyr i de 10 år, og det er som at skille mig af med et barn. Det er rart at have solgt til nogen jeg kender, som forhåbentlig kører forretningen videre i samme ånd, men nu skal jeg noget andet, siger Mette Glerup.

De nye ejere vil koncentrere sig om det, de er bedst til - nemlig alt til strikning, hækling og brodering.

Derfor bliver der solgt ud af de flotte skindtasker, som blev introduceret i sortimentet for et par år siden.

- Men den gode service fortsætter. Anne-Mette og jeg er bedre til at rådgive om garn, opskrifter og alt muligt andet. Når det hele bliver normalt igen, vil vi også have strikke caféer mindst én gang om måneden. Jeg føler mig så heldig og taknemmelig. Mette har lavet et kæmpe godt grundlag, som vi vil føre videre, sige Lene Nymand.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"