Brandfarligt på et døgn

Af Ture Damtoft, Torsdag, 25/07/2019 12:25

VESTHIMMERLAND: Danske Beredskaber lancerede onsdag, 24. juli, deres nye brandfareindeks.

Efter en regnfuld weekend var naturen ikke specielt brandfarlig, men det har 24 timer med strålende sol lavet radikalt om på.

- Selvom det er sikkert at så med en ukrudtsbrænder om tirsdagen, så er det måske usikkert om torsdagen, siger beredskabschef i Himmerland, Jan Nedza.

Onsdag var brandfaren i Vesthimmerland vurderet som lav - torsdag vurderes den allrede som moderat til høj.

Og med udsigt til tre dage mere med sol og sommer skal man være ekstra opmærksom.

Man efterlader selvfølgelig aldrig glas eller aluminium i naturen - men skulle man nu have glemt et stykke affald, så kan det forårsage en brand.

Glas kan virke som et forstørrelsesglas og tænde ild, når der kommer sol på. Aluminiumsdåser afgiver strålingsvarme, og det kan sætte ild til den tørre natur.

- Det skifter fantastisk hurtigt derude. Vi kan kun opfordre folk til at tjekke brandfareindeks.dk, som bliver opdateret dagligt. Med tre dage mere med sol, så er vi nok tæt på at være oppe i det helt røde felt på lørdag, siger Jan Nedza.

Brandfareindeks er mere retvisende en tørkeindekset fra DMI mht. risikoen for naturbrande. Det sidste tager højde for forholdene under jorden, hvor brandfareindekset er situationen med fugtighed i luften og på planter. Derfor kan det bruges, når man gerne vil på udflugt og vide, om det er sikkert at tænde bål.

- Vi har en tyrkertro på at med oplysning, så vil folk gerne bruge indekset og undgå risikoen for brand i naturen, siger Jan Nedza.

Det er Beredskabsstyrelsen, Danske Beredskaber og Kommunernes Landsforening, der står bag Brandfare.dk, hvor man finder brandfareindekset samt gode råd til at færdes forsvarligt i naturen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"