Brand ved rensningsanlæg, klage over larm i Aars og politiet arbejder videre med voldtægtssag

Af Ture Damtoft, Fredag, 30/06/2023 09:39

AARS: Efter politiet tirsdag efterlyste vidner i en voldtægtssag i Aars, er der kommet op mod 10 henvendelser. 

- Det er vi rigtig glade for, og mange af dem arbejder vi videre med, siger politikommissær Mikkel Brügmann fra Nordjyllands Politi. 

Anmeldelsen om voldtægt indløb lidt over midnat lørdag, og hændelsen skete omkring 23.30. 

Politiet vil over de næste dage tale med de personer, som har henvendt sig.

- Vi er positive omkring at kunne få tegnet et billede af forløbet i løbet af aftenen, og hvad der ledte op til hændelsen, siger Mikkel Brügmann, der ikke for nuværende ønsker at give flere oplysninger. 

 

 

BRAND VED RENSNINGSANLÆG

AARS: Torsdag aften var der brand i en pumpe til en efterbelufter ved rensningsanlægget på Skivumvej 154 ved Aars. 

Der var tale om en kortslutning, som forårsagde branden. Den bredte sig ikke, og Nordjyllands Beredskab, der modtog alarmen kl. 23, fik den slukket på kort tid.

Branden har ikke haft indflydelse på driften.

 

LARM OG STØJ ANMELDT I AARS

AARS: Politiet har sammen med SSP taget kontakt til unge, der et par aftener i træk har været ved F24 tankstationen på Vestre Boulevard i Aars. 

Der er kommet en enkelt anmeldelse om støj fra biler og høj musik. 

- Det er biler, der dytter, og unge, der spiller høj musik. De unge skal selvfølgelig have lov at hygge sig i det gode, men skal ikke genere andre. Vi fik en anmeldelse onsdag, og torsdag var en patrulje nede og tale med de unge. Vi har også talt med SSP, som vil tage en snak med de unge, siger politikommissær Lars rosenvinge, Nordjyllands Politi. 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"