Brand i samme hus to dage i træk

Torsdag, 01/11/2018 09:00

GUNDERSTED: Falck blev alarmeret torsdag morgen, da der igen var brand i et hus på Gunderstedvej lige syd for Gundersted.
Huset var totalt overtændt. Ilden var brudt igennem taget og begge længer af huset stod i brand.
Falck var på samme adresse aftenen før, hvor de slukkede ilden. Alligevel brændte resten af huset ned næste morgen.
Huset var onsdag beboet af en 47-årig kvinde, der slap uskadt ud af huset. Hun var ikke på adressen torsdag morgen, hun overnattede et andet sted.
Brandårsagerne til begge episoder er fortsat ukendte, dog har kvinden fortalt, at hun onsdag var ved at tænde op i sin brændeovn, hvorefter der pludselig stod store flammer ud af brændeovnen.
Det er dog ikke endeligt fastslået at det er brandårsagen. Politiets plan var, ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi, at gennemgå huset i dag efter branden i går, for at fastslå brandårsagen. Men da huset igen stod i flammer, kunne det ikke lade sig gøre. Nu afventer politiet, at den nye brand bliver slukket, så begge brandårsager kan forsøges opklaret.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"