Brølende motorcykler kørte 14.600 kr. ind til Barnets Blå Hus i Aars

Onsdag, 22/08/2018 08:18

Mange fik en sjov tur bag på en motorcykel

Af Torsten Hansen
AARS: Lørdag formiddag var der masser af rygmærker, motorcykler og spændende biler i lange rækker på Himmerlandsgade i Aars.
Denne gang var det ikke kun for at folk kunne se på de flotte maskiner - nej, alle kunne komme ud at køre på motorcykel i veteranbil eller såmen en flot ny Tesla X. Det var der en del der benyttede sig af.
Samtidig med at man fik en tur, så støttede man også Barnets Blå Hus i Aars. Fordi hele arrangementet var sat op for at fejre husets to års fødselsdag.
- Vi synes det gik helt forrygende, siger formand Per Thorsø Pedersen, Aars Touring Club, der sammen med Anders W. Christensen og en række lokale motorcykelklubber stod for arrangementet.
Med jævne mellemrum hørte man brølet fra en motorcykel, der med en ekstra passager kørte ud af byen - eller kom retur fra en nærmere fastlagt tur.
Hver gang der blev kørt en tur tikkede der 50 kroner ind i støtte til Barnets Blå Hus.
Det særlige ved dagen var ikke blot, at der blev ydet støtte. Det var også, at arrangementet foregik samtidig i Farsø, Aalestrup, Løgstør og Aars. Alle steder var der motorcykler i lange rækker, og folk kunne få en tur. Interessen var ikke lige stor i de fire byer, men sammenlagt blev der kørt mange penge i støttekassen.
- Det endte med, at vi kunne aflevere 14.600 kroner til Barnets Blå Hus, siger Per Thorsø Pedersen.
De mange penge gav lettere våde øjne og grøde i stemmen hos Ole Smed og Ulla Skov, der henholdsvis er daglig leder i Barnets Blå Hus og medlem af støtteforeningen for Barnets Blå Hus.
- Det er stort, at så mange vil støtte os, siger Ulla Skov, der ud over de mange penge fra indsamlingen kunne glæde sig over, at en række sponsorer også støttede arrangementet.
- Vi kan ikke beskrive, hvor glade vi er, understreger hun.
Ud over de brølende motorcykler i Himmerlandsgade så var der rejst to telte og en hoppeborg på Banegårdsvej i Aars, hvor Barnets Blå Hus holder til. I teltene kunne alle få gratis pølser, popcorn, kaffe og saftevand.
Samtidig kunne folk lytte til bandet "Lillevang" der underholdt med en række af deres egne numre.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"