Borgmestre til Mette Frederiksen: Få åbnet for erhvervslivet

Af Ture Damtoft, Torsdag, 12/11/2020 14:57

VESTHIMMERLAND: Borgmester Per Bach Laursen (V) har netop haft møde med statsminister Mette Frederiksen (S) og de øvrige borgmestre i de syv nedlukkede nordjyske kommuner.

- Hun var meget lyttende, men der er ingen tvivl om, at det er en proces, som kommer til at tage noget tid. Vores første og samstemmende ønske fra de syv kommuner er at få grænserne åbnet. Hvis det er i tempi, så sørg for at erhvervslivet bliver lukket op først. Det blev der lyttet til, og det ville hun tage med fra mødet, siger Per Bach Laursen.

Alle syv borgmestre udtrykte forståelse for, at en oplukning skal ske indenfor rammer, som sundhedsmyndighederne kan stå inde for.

Der blev ikke talt "cluster 5" og det tilsyneladende faktum, at det er over en måned siden, den mutation blev konstateret.

Der blev derimod talt smittetal i de to første kommuner - Frederikshavn med 0,33 pct. og Thisted med 0,53 pct. - med massetestning.

- De tal er jo lave, og det støtter, at vi gerne vil have åbnet mere, inden de fire uger er gået. Vi får ros for at efterleve de henvisninger, der er til adfærd, og det var et godt møde, siger Per Bach Laursen.

Hvornår der kommer noget konkret fra statsministeriet er indtil videre et åbent spørgsmål.

Noget konkret er dog, at der er en aftale om, at der to gange om ugen skal holdes møde mellem de syv kommuner og erhvervsminister Simon Kollerup for at følge situationen tæt.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"