Borgmesteren savner samværet med borgerne

Af Torsten Hansen & Ture Damtoft, Torsdag, 30/04/2020 12:22

VESTHIMMERLAND: I en måned har Per Bach Laursen (V) stort set ikke forladt matriklen. Hverdagen for borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune har forandret sig meget under corona-krisen. Kalenderen plejer at være fyldt med møder, arrangementer og vielser. Men alle fysiske aktiviteter har været lukket ned i en måned.

- Jeg forholder mig naturligvis til de samme regler som alle andre. Jeg mødes ikke i forsamlinger over 10 personer. Derfor har vi ikke holdt fysiske møder, siger Per Bach Laursen.

Telefonen blev livlinjen

Hans kalender var, inden samfundet blev lukket ned, fyldt hver dag. Men med nærmest et trylleslag blev alt aflyst. Hverdagen ændrede sig også i kraft af, at borgmesteren og alle andre på rådhuset nu skulle arbejde hjemmefra. Det betød, at telefonen nu var den vigtige livline.

- Jeg har faktisk ændret adfærd. Jeg er begyndt at bruge højtaleren på telefonen, så jeg ikke skal holde den mod øret. Det er meget mere behageligt. Men mange af samtalerne bliver meget lange, og sådan et lille apparat kan jo ikke holde evig strøm, har jeg erfaret, kommer det med et stort smil fra borgmesteren.

De tekniske muligheder har desuden betydet, at når Per Bach Laursen og hans kone Brith Laursen begge arbejder hjemmefra i denne tid, så har det givet nye udfordringer.

- Det sker sommetider, at de ting jeg deltager i på videomøder er fortrolige, og tilsvarende har Brith som formuerådgiver også fortrolige samtaler. Derfor kan vi sommetider ikke sidde i samme rum samtidig. Det er også forstyrrende for modparten, hvis den ene sidder i videomøder, derfor har jeg måttet rykke ud af vores almindelige kontor og ind i et andet rum, forklarer borgmesteren.

Det fungerer med videokonferencer, og det tog kun en uges tid at vænne sig til det.

- Der er en vis effektivitet over digitale møder, men jeg tror ikke, vi mennesker er beregnet til den type møder i lang tid. Der er noget, vi ikke får med. Man kan ikke på samme måde føle stemningen og hinanden. Der er reaktioner, vi ikke får med, og alt det har en kæmpe værdi - for mig i hvert fald. Det kan være i pauser eller over en kop kaffe, hvor man lige er mere afslappet, at man finder kompromisset, siger Per Bach Laursen.

Starter tidligt

Rent faktisk så har Per Bach Laursen, der elsker at være social, næsten ikke forladt matriklen i Overlade den seneste måned. Heldigvis er matriklen stor, og selv om borgmesterarbejdet er flyttet over på telefonen, så er han ikke typen der sover længe.

- Jeg må indrømme, at det er dejligt, at kunne begynde dagen med en tur på traktoren. Ud over markerne, hvor fugle og andre dyr er alle steder omkring mig. Jeg begynder normalt kl. 05, så får jeg gjort en god del af gårdarbejdet færdigt, inden jeg begynder på borgmesterjobbet, siger Per Bach Laursen.

I øjeblikket bliver der sået kartofler på markerne nær gården.

Tilbage på hjemmekontoret tager han fat på det daglige direktionsmøde og den daglige briefing med corona-beredskabet.

- Jeg har rigtig mange telefonopkald, og intensiteten er højere end ved fysisk samvær. På den måde er det meget anderledes, vurderer han.

Men i store træk er det kun embedsmænd og politikere han har kontakt til. Alle de mange møder med borgerne er væk. For borgerne har han derfor virket noget usynlig under corona-krisen.

- Jeg kan se, at medarbejderne klarer opgaverne, og de fortjener stor ros. Man kan godt få den tanke, om der overhovedet er brug for en borgmester, filosoferer Per Bach Laursen.

- I forhold til at holde kontakt til befolkningen, så er det faktisk en svær tid for mig. Jeg savner samværet. Men nu begynder det at lysne. I lørdags fik jeg for første gang i lang tid mulighed for at holde vielser på rådhuset. Det var dejligt, kommer det med et stort smil.

Hvornår, han igen kan indtage stolen på sit kontor og i byrådssalen, er uvist, men forholdsreglerne vil fortsat blive fulgt.

- Det nemme var nedlukningen, men nu gælder det genåbningen, som nok er mere krævende. Det er lykkedes at leve op til kravene, som Regeringen og Sundhedsmyndighederne stillede, og det skal vi allesammen fortsætte med, når vi hver især kommer tilbage på arbejdspladsen, siger Per Bach Laursen.

Dansk sikkerhedsnet

Nu er sundhedsvæsenet ved at lukke op for de ”normale” operationer og konsultationer igen.

Antallet af indlagte har været støt faldende siden slutningen af marts, og Vesthimmerlands Kommune har nul bekræftede tilfælde af COVID-19 ifølge Sundhedsstyrelsen.

Indsatsen både centralt, regionalt og i kommunerne får stor ros af borgmesteren, der sender en tanke til sin familie i USA, og hvordan danskere er bedre stillet end dem under corona-krisen.

- Vi kunne få ens standarder ud over hele vores land, og vi fik kommunikeret alvoren af Corona smittefaren fra start. Når jeg tænker på min familie i Montana i USA, ville jeg ikke have tillid til deres måde at håndtere det på. Der må man håndtere det selv, og ellers bliver man ladt i stikken. Vi har et helt andet sikkerhedsnet i Danmark og Vesthimmerland. Jeg er meget imponeret over plejesektoren og deres indsats. Selvfølgelig har man været betænkelig, men vi er kommet så langt siden 11. marts, så jeg ikke turde drømme om det, siger Per Bach Laursen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"