Borgmester: Ikke grundlag for at sagsøge staten

Fredag, 14/09/2018 10:54

VESTHIMMERLAND: Syv kommuner vil forberede et sagsanlæg mod staten på grund af fejl i udligningssystemet. Blandt andet Jammerbugt Kommune lige på den anden side af Limfjorden.
Vesthimmerlands Kommune deltog ikke i mødet i går, hvor de syv kommuner besluttede sig fro at sagsøge staten, og borgmester Per Bach Laursen (V) oplyser til Aars Avis, at Vesthimmerland ikke overvejer at gå med i søgsmålet.
- Vi kan ikke dokumentere et tab, og har dermed ikke grundlag for en retssag. Det er et fragmenteret billede, og fra hvad vi kan se i tallene, er vi ikke blevet snydt, som andre borgmestre har kaldt det, siger Per Bach Laursen.
Sagens kerne er tilskuddet til indvandrere med eller uden uddannelse. Tilskuddet skulle være lavere til højruddannede indvandrere, men siden 2014 har Indenrigsministeriet ikke haft præcise data for uddannelsesniveau, og derfor er der udbetalt samme tilskud for indvandrere uanset uddannelsesforhold.
Om der er blevet udbetalt for meget eller for lidt til Vesthimmerlands Kommune, er der altså ikke klarhed over, og derfor foretager borgmesteren sig ikke mere i sagen på nuværende grundlag.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"