Borgerlige stemmer der arbejder for Aalborg

Onsdag, 30/09/2009 01:58

Debatindlæg til Nibe Avis

Af MADS SØLVER PEDERSEN,
gruppeformand for Venstres byrådsgruppe,
Kalmanparken 100, Frejlev, 9200 Aalborg SV, og

KRISTIAN ANDERSEN,
folketings- og regionsrådskandidat (V) i Aalborg,
Johs. V. Jensens Vej 40, Aalborg SV
Venstre vandt for to år siden sit tredje folketingsvalg i træk på kvalitetsreformen. Og nu er kvalitetsreformen for alvor landet i Aalborg! Nu bliver Venstres og regeringens løfter om historiske investeringer i centrale velfærdsinstitutioner som skoler, daginstitutioner, ældreområdet og fritidsområdet realiseret.

Det sker samtidig med, at Aalborg Kommune med 2010-budgettet lægger til tilsvarende beløb oven i, så vi i 2010 investerer små 300 millioner kroner på bedre rammer for vores velfærd i Aalborg. Det kommer oven i en række store vej- og boligprojekter, som også betyder, at vi giver et stort løft til den lokale beskæftigelse. Særligt i den betrængte byggebranche.

Vi kan nu øge tempoet i det langsigtede renoveringsprogram for Aalborgs skoler, som Venstre har presset så hårdt på for i årevis.

Det kan man særligt glæde sig over i Farstrup, Gistrup, Klarup, Storvorde og Vadum, hvor fremrykningen for alvor tager fat i 2010 – det giver plads for en række andre skoler som bliver rykket frem i 2011.

Vi giver med nye hal-investeringer i Aalborg Øst og Frejlev en hånd til vores mange frivillige foreninger, sådan som foreningerne i folkeoplysningsudvalget selv har anbefalet.

Desuden lykkedes det Venstre at få annulleret besparelser på timetallet i folkeskolerne. Vi vil ikke spare på vores børns fremtid.

Aalborg har fået et skole- og job-budget. Derfor er Venstre tilfredse med det nye budgetforlig. Vi har vist, at man kan stole på Venstres løfter, og at Venstre er borgerlige stemmer, der arbejder for Aalborg.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"