Borgerforening søger nye kræfter til at gå i front for Hornum

Lørdag, 12/03/2016 14:03

Sådan lyder det fra formand Brith Laursen, forud for generalforsamlingen i Borgerforeningen for Hornum og Omegn på onsdag.

-På det seneste har det været svært at finde nye medlemmer til det frivillige arbejde i bestyrelsen. Det kan betyde, at såfremt der ikke længere er 6 personer i bestyrelsen, kan vi blive nødsaget til at indkalde til en ny ekstraordinær generalforsamling med henblik på at nedlægge foreningen, lyder det videre i opråbet fra Brith Laursen til Hornums borgere.

Borgerforenings arbejde vigtigt
-Vi mener, at borgerforeningens arbejde fortsat er vigtigt. For kun gennem en borgerforening eller beboerforening kan Hornum by søge midler hos kommunen m.m. til byfornyelse og andre ting der kommer borgerne i byen til gode.

Byforskønnelse for 3 mio. kr.
Vi har for eksempel søgt og modtaget midler fra Vesthimmerlands Kommunes Landsbyudvalg til ”Land og By”s toiletbygning, Hornum Skolens udendørs aktiviteter i skolegården og legepladsen ved banestien. Derudover har borgerforeningen sammen med kommunen og ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, været involveret i det store byforskønnelsesprojekt til 3 mio. kr. som nu er under udførelse.

Styrke sammenhold i byen
Derudover er der andre aktiviteter i byen, som borgerforeningen arrangerer bl.a. for at styrke sammenholdet i byen, fx Torveaften og Julemarked, samt bankospil til Septembermarkedet.

Disse arrangementer er der stor opbakning til. Derfor håber vi, at der i Hornum by og omegn er nogle interesserede nye bestyrelsesmedlemmer til borgerforeningen, lyder opfordringen fra Brith Laursen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"