Borgere i Vegger giver tilsagn om 100.000 kr. i støtte til byens butik

Af Torsten Hansen, Onsdag, 15/05/2019 06:00

130 borgere mødte frem til borgermøde om fremtiden for byens købmand

VEGGER: Følelserne var mærkbare blandt mange af de cirka 130 borgere der mandag aften mødtes i Vegger Idræts- og Kulturhus.

”Hvorfor skal vi tro det bliver bedre?”, ”Jeg har en tro på, at det kan lade sig gøre i Vegger”, ”Vi er nød til at kigge fremad”.

Det var nogle af de mange ytringer som tilhørerne sendte op mod arrangørerne Vegger Borgerforening og Dagrofa.

Tanken med mødet var, at lodde stemningen for, om borgerne i Vegger og omegn vil være med til at give økonomisk støtte til en fortsættelse af en købmandsbutik i Vegger.

Mødet mundede ud i en tilkendegivelse af, at borgerne gerne vil støtte den lokale butik. Men der er også en række ubesvarede spørgsmål.

- Vi gik fra mødet med en positiv indstilling. Vi kan nemlig konstatere, at vi har modtaget tilkendegivelser fra borgere, der tilsammen er villige til at give 100.000 kroner for anpartsbeviser i den fælles købmandsbutik, siger Dean Aldberg, formand for Vegger Borgerforening til Aars Avis.

- Samtidig var der flere, der skrev sig på som frivillige til at give en hånd med i butikken, for eksempel med at sætte varer på hylderne eller køre ud med varer, fortsætter Dean Aldberg.

Frivilligheden var en af de muligheder som Hans Meldgaard, Dagrofa, foreslog tilhørerne, hvis de ville gøre mere end at handle i butikken og købe anparter.

Han indledte mødet med at gennemgå situationen, og fortælle om andre projekter hvor Dagrofa har givet en hjælpende hånd til landsbysamfund.

Handelssituationen i Vegger er lidt svær, men langt bedre end mange andre steder. Ejeren af Min Købmand i Vegger Lars Lorentzen har besluttet, at han gerne vil noget andet. Han har derfor sat butkken til salg. Butikken drives med overskud, men omsætningen har været faldende de seneste år.

Andre muligheder

- Desværre er det stort set umuligt at finansiere et køb af butikken hos kreditforeningerne, men der findes andre muligheder, sagde Hans Meldgaard.

Blandt mulighederne er, at byens borgere køber bygningen og lejer den ud til en købmand.

- Det vigtige er, at I som borgere lægger hovedparten af jeres indkøb i butikken. Det kræver selvfølgelig, at butikken også lever op til de ønsker I har, og ikke mindst, at der kan findes en købmand der har lyst til at drive butikken. Det er nemlig helt sikkert, at det er ikke stedet man bliver milionær. At drive en købmandsbutik i en landsby er en livsstil, forklarede Hans Meldgaard.

Borgerne i Vegger er dog stillet i lidt af en klemme. Hvis de ikke vil støtte købmanden både med handel og anparter, så har de sandsynligvis snart ingen købmand. Det vil betyde meget for, hvor interessant Vegger er for tilflyttere.

- Vi har oplevet, at de byer der mister deres købmand må konstatere, at huspriserne falder 15 til 20 procent i løbet af de første seks måneder, fastslog Hans Meldgaard.

Dermed kan de vælge at satse penge i købmandsbutikken eller tabe værdi i deres ejendomme. Det dilemma blev diskuteret frem og tilbage på mødet. Ingen var glad for situationen, men alle forstod, at de umiddelbart fik mest ud af støtte driften af en købmandsbutik.

Derfor var der mange der efter mødet tilkendegav, at de gerne vil støtte projektet ved at købe en eller flere anparter.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"