Bogsalg i Nibe blev tilløbsstykke!

Onsdag, 03/03/2010 00:12

Bogsalget på Nibe Bibliotek for nylig blev et tilløbsstykke. Folk stod i kø for at komme ind, og der blev hurtigt stor trængsel omkring bordene med de mange gode tilbud.
Ægteparret Kjemtrup fra Sørup kom i god tid og sikrede sig pladsen forrest i køen. Parret var især på jagt efter gode fagbøger, og humøret var højt, da de kunne fremvise »fangsten«. I poserne gemte sig adskillige numre af Illustreret videnskab, forskellige hobbybøger og biografier. 
Lene Kristensen og Sven Erik Christoffersen var på udkig efter spændende ferielæsning til campingturen sydpå. Når bøgerne er læst bliver de foræret til et lille bibliotek på campingpladsen, så de kan komme andre læsere til gode. Så selvom bøgerne er kasseret fra Nibe bibliotek, kan de fortsat leve et »biblioteksliv« under varmere himmelstrøg.
Da de tre timers bogsalg var slut havde 250 besøgende ryddet godt ud i udvalget af cd’er, bøger og tidsskrifter. Det er dog ikke for sent at gøre et kup! Bogsalget fortsætter resten af ugen – så længe lager haves, forklarer Birthe Søbygge fra Nibe Bibliotek.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"