Bjarne Bak i Kosovo

Tilbage til Kosovo
Det kom til at tage lang tid før jeg kom til Kosovo igen. Oprindeligt havde jeg fået at vide, at jeg skulle herned 17. februar, hvor Kosovo jo ”tog” deres frihed, og erklærede sig frie fra Serbien. Dermed var det nyeste land i Europa født. Min afrejse blev så udskudt til juni, så september, og endelig blev jeg med kort varsel sendt herned i starten af oktober.

Udviklingen
Det var spændende at komme ned at se, hvor stor udvikling der var sket siden 2005, hvor jeg også tilbragte et år hernede. Nu skal man jo ikke forvente de helt store fremskridt på kun få år, men der var dog sket nogle forbedringer. På den anden side kan man jo ikke forvente at tingene ændrer sig lynhurtigt, når man selv kommer fra et land, som har fået lov at bruge hundrede år på at udvikle sig til det, det er i dag. Andre lande, hvor det store internationale hjælpeapparat kommer ind, skal gennemgå den samme udvikling på måske kun ti - tyve år.
Det første man lægger mærke til, når man kommer herned, er al affaldet der ligger overalt, og at folk ryger konstant og hele tiden. Der var der desværre ikke sket nogle fremskridt.

Modsætningerne
Når man går rundt i gaderne, undre man sig over, at der her, i Europas fattigste land, er mange flere Mercedes’er og Hummere end i hele DK. Og man kan undre sig over at så mange har råd til at sidde på restauranter det meste af dagen, snakke i den nyeste model telefon, og ryge 3 – 5 pakker cigaretter hver dag. Specielt når man ved, at en normal månedsløn kun er på 1500 kr. Derfor er det som oftest kun internationale, der sidder og spiser på restauranterne. De lokale nøjes med en kop kaffe, som til gengæld holder sig 8 – 10 cigaretter.
Når man sidder ude på restaurant, er man nogen gange bange for man dør af et kræfttilfælde midt i pizzaen, fra de 10 – 20 gæster der sidder omkring en og ryger. Når det skal forbydes at ryge på restauranter her, bliver det bestemt til et større ramaskrig end det vi havde i Danmark.
Det er som om at man gør alt man kan for ikke at leve længere end 60 år her. Man kan jo så også sige, at det heller ikke vil være sjovt at være pensionist her, hvor pensionen ikke giver plads til mange fornøjelser. 15 euro om måneden.
Føler man at det ikke går hurtigt nok med at komme af med livet ved at ryge, kan man blot begive sig ud i trafikken. Det man føler som det farligste hernede er ikke længere, om der skulle sidde en håndgranat under sin bil, men derimod trafikken, som er rigtig spændende.
Uforsvarlige overhalinger, hasarderet kørsel, mørklagte biler, hvor vejen ind til hovedstaden ligner en hel selvmordspatrulje. Jeg er glad for, jeg har en stor Toyota 4x4 at køre i. Derudover møder man hestevogne og cykler uden lys på,  fodgængere der går ude på landevejen, i mørkt tøj, 2-3 stk. ved siden af hinanden, i den forkerte side af vejen. Et under der ikke bliver slået flere mennesker ihjel hver dag.

Tilbageblik
Nå, her et lille tilbageblik i historien:
Efter krigen i foråret 1999 var meget ødelagt i Kosovo. I ”min” by Peja var 80% af husene ødelagt og brændt af, og jeg fik at vide af en af de første UN-folk der kom hertil, en Bangladeshi der blev overført fra Bosnien, at da han kørte gennem byen første gang, steg røgfanerne stadig op fra husene.
Intet fungerede efter krigen. Mange af de fabrikker og virksomheder, der havde eksisteret før, var holdt op med at fungere under Milosovich, eller ødelagte under krigen. Serberne havde taget alle papirer med til Beograd, eller brændt dem af, så UNMIK (UN - (FN) Mission In Kosovo) skulle starte helt fra begyndelsen med at bygge samfundet op igen, lave en ny administation her, udstede nye pas, matrikelkort, kørekort m.v. Der var selvfølgelig en del, der ikke havde haft kørekort for, der benyttede sig af det og fik et kørekort, uden at have modtaget undervisning. Det ses tydeligt i trafikken til daglig.
Da de serbiske tropper kom ned igennem Kosovo, flygtede mange. Hele familien blev sat op på ladet efter traktoren, og man søgte tilflugt oppe i bjergene, eller søgte over grænsen til Albanien. Soldaterne hærgede det meste, stjal hvad de kunne bruge, brændte husene af, piger blev voldtaget, og mange uskyldige blev dræbt.
Ved en landsby uden for Peja er der en lille kirkegård, med ene nye gravsteder. Kigger man nærmere på datoen, er det den samme dato, der står på stenene. 80 mennesker, kvinder, børn og mænd, dræbt på den samme dag. Det har været forfærdelige ting, der skete her dengang.
Da krigen vendte, og serberne trak sig tilbage, fulgte de albanske selvbestaltede soldater efter dem, og lavede de samme ødelæggelser overfor serbernes huse, som de selv var blevet udsat for. De ønskede ikke serberne tilbage.
Så i dag ser man stadig mange steder store hustomter stå tilbage, hvor alt er ødelagt, væggene slået ind, og kun betonkonstruktionen står tilbage som et spøgelse, og som et minde om et samfund, hvor man engang levede i fordragelighed side om side.
Meget af det snak der er hernede i presse og mellem folk går selvfølgelig på forholdet til Serberne, der ikke vil give slip på Kosovo, (God knows why?), på hvad UN har gjort, og hvad EU nu kan bidrage med.
Mange af problemerne kunne måske være løst meget tidligere, men som Ahtisaari (ham finnen, der lige har fået Nobels fredspris) sagde, så er det bedre med forhandlinger end med magt. Under interview’et ved overrækkelsen af fredsprisen måtte han dog indrømme, at mens han sad og forhandlede med Milosovitc om tilbagetrækning af hæren fra Kosovo, haglede de amerikanske bomber ned over Beograd. Så da Ahtisåri sluttede forhandlingen af med at sige, at bomberne ville fortsætte med at komme, hvis han ikke trak hæren tilbage, gav Milosovitc efter.
Forholdet til amerikanerne
Dette er årsagen til, amerikanerne har en stor stjerne blandt befolkningen her, hvor man ofte ser “Star & Stripes” vejre ved siden af det lokale flag. Ved indkørslen til Pristina er der et 10 m højt banner med Bill Clinton, der vinker til folk, der kommer ind ad Bill Clinton Boulevard. Ikke så sært at de er glade for amerikanerne, som reddede dem, og som reddede en masse uskyldige mennesker fra at blive dræbt, mens vi oppe i Europa blot sad og så til, og sagde fy fy skamme til Milosovitc. Hvilket han jo stort set var ligeglad med.

Hjælpen efter krigen
Efter krigen kom der rigtig mange nødhjælpsorganisationer til Kosovo for at hjælpe med opbygningen. Mange serbiske familier fik genopbygget deres huse, så de kunne vende tilbage hertil. Men kosovoalbanerne følte ikke, de fik den samme hjælp, hvorfor de føler sig uretfærdigt behandlet, som om de kun er andenrangs mennesker.
Efter krigen blev der sendt omkring 16.000 soldater hertil fra det meste af verden, da man ville være sikker på, at de forfærdelige ting, der var sket her og i Bosnien, ikke skulle komme til at gentage sig.
Mens UN var her, var her ligeledes flere tusinde internationale politifolk, også fra det meste af verden. Dansk politi har naturligvis også bidraget med betjente hernedtil, og vil fremover sende et antal hertil, nu man vil have landets standard op i nærheden af Europæisk niveau. Så efter EU har overtaget er her nu omkring 1200 politifolk, dommere, fængselsbetjente, toldere og andet godtfolk, mestendels fra EU og USA.
Man havde forventet at der ville blive en hel del ballade, da “vi” (EU) overtog fra FN den 9. december. Der blev dog kun knust nogle ruder og brændt nogle UN-biler af i Mitrovitca nord, så det var billigt sluppet.
De fleste serbere er efterhånden trætte af at snakke om forholdet til Kosovo, så efter 9 års snakken (læs = forhandlinger) er det nok lykkedes for finnerne (og danskerne) at sløve de fleste serbere så meget, at de accepterer tingenes tilstand, og lader Kosova få deres frihed.
Det er jo så osse lige det de har brug for nu – og nogle investments. Og da en dagsløn her svarer til ½ af en dansk timeløn, (normalløn er 1500 kr pr. md.) kan man jo ligeså godt sende arbejdsopgaver herned, frem for “Made in China”.
Italienerne kunne jo passende bygge en samlefabrik for Fiat her. (de har alligevel ikke de helt store krav til kvalitet).
Eftersom lønninger nu stiger i Polen og Estlandene, søger virksomheder længere ned i Europa, hvor flere danske virksomheder bl.a. har investeret i Ukraine. Man kan jo håbe på, at man også snart for øjnene op for at få produceret tingene her, tæt på Europa, og med timelønninger, og formentlig også uddannelse, der sagtens kan konkurrere med Kina.

”Hjem til Peja”
Efter et par uger inde i hovedstaden Pristina med en mængde af Power-point-præsentationer blev jeg sendt “hjem” til byen Peja, hvor jeg også var sidste gang. Byen ligger ude vest på, smukt beliggende under bjergene ind til Montenegro.
I løbet af et par timers rundvisning fandt vi et godt sted at bo, en ny lejl. på 4. sal, med en fantastisk udsigt op til bjergene. Og så var der ingen støj fra biler eller høns. Det eneste der forstyrrede nattesøvnen var nogle hunde, der stod og gøede natten igennem nede på “lossepladsen” ved siden af huset.
Men dem fik min makker nu hurtigt skræmt væk, da han begyndte at kaste sine cola’er efter dem. Kastet fra 4. sal, så er der en vis bombeeffekt i sådan en cola-dåse. Så fremover tror jeg ikke de hunde kan lide cola-light.
Jeg er nu flyttet ud til Istog, en lille by på str. med 2xLøgstør, flot belig. lige under bjergene. Bor her hos byens postmester, hvor jeg har lejet 2. salen i hans hus, med en lækker udsigt over byen og bjergene, hvor der endnu er sne på toppen.
Da jeg var ude at bese lejligheden et par uger før jeg skulle flytte ind, spurgte han hvilken farve han skulle male stue og køkken i. For sjovs skyld sagde jeg pink, men ændrede det straks efter til, at han bare kunne male den farve der passede ham bedst. Jeg skulle jo kun bo der et år, så kunne jeg nok også klare at kigge på nogle hvide vægge.

Landlorden
Da jeg så kom for at flytte ind, viste han stolt stue og køkken frem. Oh my god, det VAR malet lyserødt. (så man skal passe lidt på når man joker på et fremmed sprog). Jeg er dog ved at have vænnet mig til farven, og den er ligesom mere varm end hvide vægge, når man står op, og der kun er 12 gr. inde i stuen.
Heldigvis kan jeg kommunikere lidt på tysk med min landlord, som for krigen flygtede til Tyskland sammen med sine brødre og resten af familien.
Det meste af familien er nu kommet tilbage til Kosovo, hvor de efter krigen måtte bygge alting op igen. Familiens huse var totalt ødelagte og brændt af, så de måtte igang med at bygge det hele op igen.
Som han siger, så glemmer han det ikke lige med det samme, når han ved hvem det var, der brændte hans hus ned, og hvem det var, som slog hans onkel ihjel. Det tager nogle år at komme over.
Vel ikke så sært. I Danmark snakker vi stadig om krigen, som var hos os for over 60 år siden. Og ret beset, så skete der ikke nær så meget i DK, som der skete her, fra marts til maj 1999. Alle her mistede nogle familie medlemmer under krigen, og alle steder bliver man mindet om det med de afbrændte huse, selv om det nu er en del af gadebilledet.

Kriminalitet og andet skidt
Når vi sidder og joker med vores tolke, at de godt må kalde alle deres “brødre” hjem, nu de har fået deres eget land, og der er ro i det, griner de og siger til os, at dem vil de godt nok helst ikke have tilbage. Som de siger, så er det som oftest dem der ikke kunne indordne sig under forholdene i landet, der tog udenlandsk. Så dem har de bestemt ikke travlt med at få hjem.
En anden ting er så, at hernede er albanerne nu utroligt flinke og hjælpsomme, og der er meget mindre kriminalitet her end selv i et “fredeligt” land som Danmark. Og til forskel fra DK er man dejligt fri for fulderikker, hærværk og forkælede unger, som samfundet aldrig har fået opdraget ordentligt. Så en god ting er der da ved “muslimer”. At det så flyder med skidt og affald overalt i gaderne, i naturen og især ved vandløbene, er så en anden ting. Men om en 5 -10 år kommer det vel helt op på græsk standard, hvor man jo så de samme ting for år tilbage.
At det altid er vandløbene der samler mest skidt skyldes, at når man smider sit affald ud i floden eller vandløbet, forsvinder det jo fra ens matrikel. At det så samler sig op længere nede, kan de jo sådan set være ligeglade med. Under kommunismen var alt udenfor ens matrikel jo statens problem. Den tankegang er lidt svær at få ændret.
Det er det samme med at betale skat. Under deres landsfader, Rugova, som var præsident under Milosovitz styre, opfordrede han befolkningen til at lade være med at betale skat til serberne. Og så er det jo selvfølgelig svært pludselig at vænne sig til tanken om, at de nu skal til at betale skat, nu de er blevet dem selv.
Og det med at de er muslimer. Det skyldes iflg. historien, at da tyrkerne kom herop i 1400-tallet, ville de gerne omvænne folk til den muslimske tro. Derfor slap de, der omvandt sig, for at betale skat. (jeg tror også godt de måtte kalde mig muslim, hvis jeg kunne slippe for at betale skat).

50 år tilbage i tiden
Her er nogle gode løberuter, hvor man kommer gennem de helt små lokale landsbyer med kun dirtroads (mudderveje) gennem byen. Det er som at komme 50 år tilbage i tiden, her er ingen smarte Mercede’ser, kun nogle gamle Golf 2’ere og nogle Lada’er. Umiddelbart ligner det ren Morten Korch idyl med bonden der kører møget ud på sin trillebør, knægten der driver køerne ned gennem byens hovedgade (deraf navnet Dirt-track), og konen med forklæde der står udenfor og vasker. Et sted kommer bonden gennem byen på sin gamle orange Ursus traktor, på ladet sidder bedstemoderen i lang kjole og med sit hvide hovedklæde på, konen i en rød T-shirt, og datteren med sine højhælede sko, lårkorte nederdel og push-up bh. Jow jow, der er skam udvikling i Kosovo. Og til det bedre.

Thumps up for Eulex
Når vi går i gaderne, eller sidder på restauranten i vores fine uniform med “EU-police” på skulderen, eller løber gennem de små landsbyer, kommer folk og klapper os på skulderen, siger EULEX og vender tommelfingeren opad og giver os et smil. Så de er bestemt glade for at vi er her, ved at det er endnu et lille skridt i den rigtige retning, på vejen mod EU.
Som tiden går, og med det store magtapparat der er hernede fra det internationale samfund, behøver de ikke langere frygte for, at der skal blive en ny krig i deres land, og deres huse brændt ned endnu engang.
Men der er stadig mange ting der skal rettes til, og endnu meget der kan blive bedre, så derfor er det stadig nødvendigt, også år fremover, at have en vis tilstedeværelse af internationale folk her, så de langsomt nærmer sig “European Standard”
Efter vi nu, langt om længe, har fået lov at komme i uniform, og fået smidt UN-folkene ud, skal vi til at gennemgå sagerne sammen med de lokale betjente, og komme med gode råd til hvordan tingene kan gøres bedre, for at leve op til “European best practice”. Førhen var det ikke uvant med bestikkelse og kurruption, men det er noget sværere at gøre nu, hvor der står en international og kikker dem over skulderen.

10 år gammelt politi
Hele politi og retssystemet er jo ikke ældre end fra ’99, så der er selvfølgelig mange ting der skal læres. I starten kørte politifolk fra mange forskellige steder i verden sammen med de lokale betjente ud på patrulje, hvor man arbejdede tæt sammen med de lokale på gadeplan.
Alt dette blev overdraget til de lokale folk i 2005, da jeg var her sidst, og nu er der kun få int. betjente tilbage på hver station, hvor rådgivning og vejledning nu foregår oppe på 1. sal.
Da UN-drengene forlod stationen tog de naturligvis deres computere med sig. Vi har ikke fået nogen istedet, men de kommer jo nok efter jul, så nu ta’r jeg hjem til Danmark for at holde jul sammen med jer, og få noget rugbrød med flæskesteg og rødkål. Det kan man desværre ikke få hernede.
Den serberrestaurant, hvor vi plejede at komme til “grisefest” en gang om måneden, er ikke så meget for at have besøg af os “EU’ere”, så flæskestegen skal rigtig nydes juleaften.