Bio-skattejagt slut - fredag er der banko, snolder og popcorn

Af Ture Damtoft, Torsdag, 27/07/2023 14:08

AARS: Der var kø ved døren, da Hvidt og Frit åbnede onsdag, og det var ikke for at købe hvidevarer.

Skattejagten efter biograf billetter og soft-ice blev så stor en succes, at alle 104 billetter var væk midt på eftermiddagen, og de var nødt til at lave lidt ekstra præmier til soft-ice, så ingen af børnene, der allerede var på jagt i sandkassen, skulle gå skuffede derfra. 

- Vi blev blæst bagover af alle de mange børn. Allerede ved fire tiden var alle billetter til biografen væk og egentlig også alle gevinsterne med soft-ice. Men der var stadig børn i sandkassen, så jeg printede nogle ekstra og fik dem "begravet" lidt diskret, så de også kunne få en præmie, siger Bente Sloth Melgaard. 

104 billetter til biografen og 125 soft ice blev der vundet. Fredag bliver der mange flere præmier, når der er børne-banko på Kimbrertorvet.

Efter kæmpe-succesen onsdag er forventningerne til banko skruet op på 11, også selvom hoppeborgen ikke kunne lade sig gøre. Sådan en skal man søge om tilladelse til i god tid, men der kommer noget andet i stedet for. 

- Vi har 150 tilmeldinger allerede, og jeg har været nede i Buddy og købe mange flere gaver, så vi nu har 211. Der er gratis slik og popcorn til alle børnene og gratis kaffe til alle forældrene, og så har vi en overraskelse, som jeg ikke vil afsløre nu, siger Gregers Haislund, der også er blevet overvældet af succesen.

- Det har overgået vores vildeste fantasi, og vi har simpelthen besluttet, at man skal melde sig til vores show med Slangtæmmeren på torsdag, så vi ved hvor meget plads, der skal ryddes til det. Får vi 150 tilmeldinger, rydder vi plads til dem. Så må vaskemaskinerne og køleskabene pakkes sammen i de timer, for der skal være plads til alle de børn, som har lyst til at komme og se slangerne, siger Gregers Haislund, der fik en lidt voldsom oplevelse med slangerne onsdag.

- Jeg skulle lave en video og fik en kæmpe slange om halsen og en i hver hånd. Jeg gik nærmest i panik. Jeg er så bange for slanger. Måske kan Peter hjælpe mig lidt der, og han lover i hvert fald, at der slet ikke er noget at være bange for, siger Gregers Haislund med et helt ægte grin - men også lidt anstrengt ved mindet om de 25 kilo kvælerslange om halsen.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"