Billardklubben i Aars trækker kunder til byen

Af Ture Damtoft, Onsdag, 21/11/2018 14:36

Klubbens besøgende lægger også penge i byen

BILLARD: Aars Billard Klub havde besøg af Søren Rigborg i den forgangne uge. Som projektansat ved Aars Erhvervsråd er det hans opgave at fremme Aars som handelsby.

Han var inviteret af Frode Egekvist, Tandrup, der har været medlem af Aars Billardklub i en årræke, og formanden for klubben, Mikael Toft, Gislum, er ikke i tvivl om, at Aars Billardklub bidrager til handelen i byen.

- Vi har medlemmer fra seks forskellige kommuner, som kommer til Aars for at spille billard. Så lægger de nok også nogle penge i byens butikker. Mange af de besøgende hold overnatter jo i byen, så der kommer også indtægter til hotellet. Så går de sikkert en tur i byen, så butikkerne, caféen og værtshusene får lidt ud af det. Derfor ville Søren Rigborg gerne høre lidt mere om klubben, for jo bredere vi arbejder sammen, jo bedre kan opgaven med at promovere Aars lykkes, siger Mikael Toft.

Billard-resultaterne

Der blev også spillet billard i ugen - hele 11 kampe blev afviklet.

Klubbens førstehold, som spiller i 1 division, tog hjemme imod Bristol fra Odense, som er et godt bud på en oprykker.

Hjemmeholdet leverede en rigtig god indsats, men det rakte ikke til point, idet gæsterne kunne drage hjem med en rungende 8-0 sejr i bagagen.

Klubbens 3. divisionshold måtte desværre også se sig besejret. Holdet tabte på udebane med 6-2 til topholdet fra Asaa. Flemming Raun stod for den enlige sejr, og det skete med sæsonens hidtil bedste kamp, hvor han lukkede i 12. indgang og opnåede så fornemt et gennemsnit som 41,66.

Begge klubbens serie 2 hold har været i kamp. Serie 2.1 havde fordel af hjemmebane i deres opgør mod Silkeborg og den fordel samt flot spil blev udnyttet til en sejr på 6-2.

Jimi Mogensen spillede sæsonens hidtil bedste kamp og vandt meget overlegent med et gennemsnit på 25,00. De to øvrige vindere var Søren Laursen og Bo (taxa) Pedersen. Med sejren rykkede holdet op på andenpladsen i rækken.

Serie 2.2 holdet mødte Ebeltoft på udebane, og det blev en meget lige og spændende kamp, hvor det til sidst endte med 6-2 sejr til hjemmeholdet. Peter Degn stod for den enlige sejr til Aarsmandskabet.

I serie 3 er der spillet tre kame. Serie 3.1 mødte Randers på hjemmebane. Aars 3.1. lå inden mødet på førstepladsen i rækken og den stilling blev forsvaret med en sejr på 6-2.

Serie 3.2 havde også fordel af hjemmebane i deres opgør mod Arden 3. Holdet gjorde det endnu bedre end førsteholdet, idet gæsterne blev sendt hjem med et knusende nederlag på 8-0.

Serie 3.5 hentede et enkelt point i deres opgør mod Asaa 1 på udebane.

I Old Boys rækken har fire hold været i kamp. OB.1 har på udebane tabt med 7-1 til Arden 1. OB.3 hentede to point i deres opgør på udebane mod Silkeborg 1. OB.7 tog hjemme imod Arden 3 og det opgør endte med pointdeling efter uafgjort 4-4, og endelig kunne OB.9 føje to point til kontoen efter at holdet på hjemmebane havde besejret Silkeborg 3.