Billard-spiller i Aars tror på en finaleplads

Af Ture Damtoft, Onsdag, 20/02/2019 08:05

BILLARD: På lørdag afgøres det, om Aars Billardklub får en deltager i Danmarksmesterskabet i keglebillard.

Det er naturligvis Henrik ”Hønse” Jensen, som skal op mod eliten af danske billardspillere på lørdag i Helsingør.

- Jeg glæder mig. Vi tager derover fredag, så jeg kan være udhvilet lørdag. Modstanderne har desværre spillet rigtig godt i weekenden, så jeg får min sag for. Men, jeg regner med at gå med oprejst pande på færgen hjem sent lørdag aften,siger Henrik ”Hønse”Jensen, der har sin kone Mona med til Sjælland.

Og med et afbud fra etteren i Henrik Jensens pulje, skulle der være gode chancer.

- To ud af tre går videre, så han har da en god cyhance. Men han skal overraske lidt, hvis han skal gå videre til finalen, siger Kent Rifbjerg Eriksen, formand for eliteudvalget i DenDanskeBillardUnion.

Henrik Jensen har trænet intensivt i klubben i Aars hele sæsonen, og i klubben undervurderer de ikke betydningen af de flotte præstationer.

- At Aars Billard Klub har en spiller blandt de bedste i Danmark betyder rigtig meget. Klubben får en masse opmærksomhed, som betyder tilgang af nye medlemmer, nye sponsorer, vores egne medlemmer træner endnu mere seriøst et cetera. Vi krydser fingre for, at Henrik kommer videre fra sin pulje, så er han nemlig klar til den endelige DM-finale, og det vil være første gang i klubbens historie, siger formand for Aars Billardklub, Mikael Toft.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"