Bemærkninger til ”Børn brokker sig til borgmester”

Onsdag, 26/05/2010 10:33

Efter at have læst artiklen om eleverne, der brokker sig over nedskæringer på skoleområdet, er der en del af artiklen, som jeg finder, kan være fejlvisende for det reelle billede af de nedskæringer, der rammer alle skoler i Rebild Kommune og dermed også Bavnebakkeskolen. I artiklen kan man få det indtryk, at forflyttelsen af to lærere fra Bavnebakkeskolen skyldes en nedgang i elevtallet. Dette er imidlertid ikke korrekt, da tilpasningen af personalet, grundet elevnedgang allerede var indregnet i budgettet for næste skoleår, og denne justering havde fjernet fem lærerstillinger på Bavnebakkeskolen i forhold til indeværende skoleår. Denne tilpasning havde blandt andet udløst klassesammenlægninger på kommende fjerde og femte årgang samt en kraftig reduktion i timetallet i Erhvervs-klassen.
I slutningen af april bliver der fra Børn og Ungeudvalgets side udstukket en besparelse, der pålægger skolerne at gå fra vejledende timetal til minimumstimetal, og derudover skal samtlige skoler spare 1% på budgettet. En samlet besparelse der på Bavnebakkeskolen alene løber op i ca. kr. 500.000 vel at mærke i en periode på kun fem måneder. Genererer man dette beløb til et helt skoleår svarer det til ca. 1,2 million og samlet set skal skolerne i Rebild Kommune spare hvad der svarer til ca. 16-20 lærerstillinger.
Det er disse besparelser, der alene gør, at der er blevet to lærere i overtal på Bavnebakkeskolen og som har udløst en klassesammenlægning på kommende niende årgang. Disse tilpasninger har altså ikke noget med elevnedgang at gøre, men korrigerer udelukkende for de besparelser, som Bavnebakkeskolen er blevet pålagt.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"