Bedsteforældredag i Børnehaven Bavnebakken

Tirsdag, 02/06/2015 15:28

STØVRING: Traditionen tro har man i maj måned haft bedsteforældredage i Børnehaven Bavnebakken. 

Arrangementet var fordelt over tre dage – på henholdsvis Gløderne, Flammerne og Gnisterne. Vejrguderne viste sig fra deres bedste side og sørgede for dejligt vejr alle tre dage. 

Der var stort fremmøde til stor glæde for børnene, der nød at have deres bedsteforældre på besøg. Generationerne mødtes til hyggeligt samvær i nogle timer i børnenes vante rammer. 

Dagen begyndte med kaffe og te på kanden og lidt godt til ganen, som bedsteforældrene havde med. Herefter plantede børnene deres egen medbragte blomst i kummerne på legepladsen, som man kan nyde synet af resten af sommeren. 

Det giver senere anledning til mange snakke ”Kan du huske dengang mormor eller bedstefar var på besøg”? Efter plantningen af blomster var der mulighed for at bage/spise pandekager, der blev bagt over bål i ”skoven”. Børnene benyttede muligheden for at vise deres bedsteforældre rundt på legepladsen og i børnehaven. Der blev hygget, gynget, rutsjet og spillet bold. Inden bedsteforældrene tog hjem, spiste man madpakker. 

Med et arrangement som dette arbejder man med flere temaer fra børnehavens læreplan. Bl.a. Sprog (dialog mellem barn og bedsteforældre, oplevelser/snakke efterfølgende). Personlig udvikling (der er fokus på det enkelte barn). Natur og naturfænomener (plante blomster, bålmad i skoven, udendørs leg). Krop og bevægelse (sanseoplevelser – blomsterne i kummerne, røgen/knitren fra bålet, duften/smagen af pandekager - leg på legepladsen). 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"