Badmintonklubben i Aars fejrede 75 års jubilæum

Onsdag, 10/10/2018 08:22

Familien Svendsen har sat deres præg på klubben i mange år

Af Torsten Hansen
BADMINTON: Det er i denne tid 75 år siden Aars Badmintonklub blev stiftet. Klubben fejrede jubilæet med en reception i Idrætscenter Østermarken i lørdags.
Den nuværende bestyrelse stod klar og tog i mod gæsterne, og der kom hurtigt gang i snakken om nutiden og fortiden.
Aars Badmintonklub fungerer fint. Klubben har cirka 180 medlemmer, og formand Jesper Svendsen glæder sig over, at der er kommet unge spillere med i bestyrelsen.
- Det er vigtigt for fremtiden, at vi får ungdommen med, fastslår han.
Han bød gæsterne velkommen og viste frem til det store bord med mad og drikke.
Ved receptionen var der fremlagt gamle scrapbøger, der viser udklip og billeder fra klubbens historie.
Klubben blev stiftet på Aars Hotel i 1943. Det første arbejdsudvalg bestod af dyrlæge Jacobsen, Erik Hasselgren og landinspektør Balslev.
Allerede fra start lå der tilsagn fra Aars Hotel om, at klubben kunne benytte Markedshuset til at spille i. Pladsforholdene gjorde dog, at man allerede fra start begrænsede medlemstallet til 30.
Markedshuset var ramme om klubbens kampe og træning i mange år.
Det husker Jens Erik Svendsen tydeligt.
- Vi spillede der, og når vi var i Haubro, så foregik kampene på Haubro Hotel, husker Jens Erik Svendsen, der kom med i klubben i 1962, og i mange år var formand. Han nåede i den sammenhæng også at være med i byggeudvalget til Østermarkhallen, der afløste Markedshuset som træningsted for Aars Badmintonklub.
- I Haubro var salen så kort, at baglinjen faktisk var tegnet lidt oppe ad væggen, husker han.
I dag har Jens Erik Svendsen lagt ketsjeren på hylden, men hans kone Else Svendsen er stadig aktiv i klubben. Familien Svendsen har sat sit præg på klubben i mange år, og gør det stadig. Fordi den nuværende formand Jesper Svendsen er søn af Jens Erik og Else Svendsen. Jesper Svendsen og Pernille Thomsen har sammen datteren Laura Fløj Thomsen, der igen fører traditionen videre. Hun er meget dygtig badmintonspiller og er kommet med i landsholdstruppen.
Går godt
Medlemsantallet har svinget meget gennem årene. Fra de 30 i starten til omkring 400 medlemmer i 1992, til de cirka 180 nu.
- Konkurrencen fra de mange andre sportsgrene betyder, at vi i dag har sværere ved at holde et højt medlemsantal, forklarer Jesper Svendsen.
Selv om medlemstallet har været større, så går det godt for klubben.
Ud over at fejre jubilæet med en reception, så blev der også afviklet to kampe i Idrætscenter Østermarken, som centret hedder i dag. Det var en kamp i kredsserien og en kamp i Serie 1.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"