Børstenbinderen elsker sit job og kan ikke undvære det

Onsdag, 22/08/2018 08:37

Mads Hager Dalsgaard fejrer 25 år som børstenbinder

Af Torsten Hansen
AARS: Gedeskæg og hestehaler i store mængder er gået igennem fingrene på Mads Hager Dalsgaard, gennem de nu 25 år han har bundet børster og koste.
Det begyndte ved lidt af en tilfældighed, men i dag elsker Mads Hager Dalsgaard, Assersvej 45, Aars, at binde børster og koste. Han er så glad for det, at alle skuffer og skabe i dag er fyldt med børster og koste - der venter på købere.
Børstenbinderen i Aars laver mange opvaskebørster og gadekoste, men han fremstiller også mange specialbørster. Det kan være autobørster, neglebørster, støvekoste, afstresningsbørster eller gebisbørster. Så der er nok at vælge mellem i den lille butik på hjemadressen.
I lørdags fejrede Mads Hager Dalsgaard, at han nu har bundet børster i 25 år.
- Jeg har altid sagt til mig selv, at hvis jeg en dag nåede at fejre 25 års jubilæum, så skulle det være noget særligt. Derfor har jeg hyret en pølsevogn, en gøgler og en god ven der laver spegepølser af limosinekød, siger Mads Hager Dalsgaard, der fejrede jubilæet med højt humør.
Mads Hager Dalsgaard er 46 år og en af de yngste børstenbindere i Danmark. Det var han allerede dengang han begyndte. Branchen oplever ikke tilgang, så de tilbageværende børstenbindere bliver ældre og ældre.
Men for Mads Hager Dalsgaard er det et dejligt liv, når han sidder og binder børster.
Det var ellers ikke den fremtid han selv havde forestillet sig. Men han kom til skade med synet som ung. Det førte til, at han blev tilbudt jobtræning af forskellig art.
- Jeg blev spurgt, om jeg kunne tænke mig at binde børster, fordi det er et arbejde der passer godt til blinde eller folk med nedsat syn. Det var ikke lige noget jeg havde forestillet mig, så jeg var skeptisk i starten og sagde først nej tak. Men jeg besluttede at prøve det, og jeg blev hurtigt glad for det, forklarer Mads Hager Dalsgaard.
I løbet af de næste to år lærte han faget og besluttede samtidig, at han ville have sin egen butik. Det var for besværligt at tage til Aalborg for at binde børster.
- Jeg begyndte at arbejde hjemmefra en dag om ugen, og siden har jeg trappet op med hjemmearbejdet, forklarer Mads Hager Dalsgaard.
Efter et års tid fik han sin første grossist, og det gik pænt fremad.
- Men for nogle år siden ændrede markedet sig. Der kom pludselig meget færre kunder i butikken, og børsterne begyndte at hobe sig op, fortsætter børstenbinderen.
Det fik hans gode ven og nu sambo, Hanne Sørensen, til at komme med en ide. De skulle rundt på markeder og sælge børsterne. Det udvidede markedet, og det kan faktisk godt være, at det var det som skulle til.
- Måske holdt vores kunder blot en "pause".  Vores produkter er meget holdbare, derfor kan det tage mange år før kunderne skal have deres håndbundne børster og koste skiftet ud, forklarer Hanne Sørensen. Hun er gennem tiden kommet mere og mere med i forretningen. I dag styrer hun, hvilke markeder de skal på, og hun står også for salget på Facebook.
Ønsker at arbejde
Mads Hager Dalsgaard kunne også skære ned for produktionen, men det har han ikke lyst til.
- Jeg har så stor glæde af at binde. For mig betyder det også, at jeg duer til noget og har en værdi, forklarer han.
Mads Hager Dalsgaard har kraftigt nedsat syn. Men han ønsker ikke at sidde stille og uvirksom. Derfor har han også taget et andet fag op. Han sliber knive og sakse.
- Det er der heller ikke så mange der gør længere. Jeg begyndte faktisk, fordi ham der gjorde det for mig stoppede med at komme til Aars. Det er et arbejde der kræver stor koncentration af mig, så en dag, hvor en kunde kom ind, var jeg nød til at bede ham om at komme igen senere, fordi jeg ikke kunne slippe kniven i slibemaskinen. Da han kom tilbage, havde han en pose med knive og sakse med. Dem ville han også gerne have slebet. Jeg forklarede ham, at det var på eget ansvar, da jeg jo er stærkt synshæmmet, siger Mads Hager Dalsgaard.
Men kunden var villig til at tage chancen, og da han kom og hentede sine knive dagen efter, så endnu en kunde, at der blev slebet knive og sakse. Han kom også tilbage med sine knive, der skulle slibes. På den måde opstod en ny del af Mads Hager Dalsgaards virksomhed.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"