Børnene gav den ferie-gas i Aars

Af Ture Damtoft, Mandag, 18/02/2019 12:16

AARS: Der er vinterferie, og børnene skal have det sjovt. Det havde de i den grad til Jubi Land i Messecenter Vesthimmerland, hvor flere hundrede børn havde det sjovt med omkring 20 forskellige aktiviteter over de to dage.

Mona Hansen fra Aars havde taget børnebørnene med til Jubi Land, og de havde for travlt med gladiator-kamp til at tale med Aars Avis, men det havde bedstemor heldigvis ikke.

- Det er en rigtig hyggedag med børnebørnene. Jeg har taget en fridag, og nu skal vi bare have det sjovt, sagde Mona Hansen, der regnede med at være der lige til lukketid midt på eftermiddagen.

Sjovt at køre gokart

I Hal 3 køres der go-kart, for Himmerlands Gokart Center vil også hjælpe med til at give børnene en oplevelse. Det er selvfølgelig de lidt større børn, for man skal trods alt kunne passe en hjelm og ikke mindst nå pedalerne.

- Der var godt gang i den. Børn synes altid, det er sjovt at komme ud og køre gokart, og her kan de måske prøve det for første gang og se, om det er noget fo dem, siger Carsten Slotsdal, der holdt godt styr på tider og allervigtigst, at hjelmene sad rigtigt.

En af de mest populære aktiviteter var high-jump, hvor der konstant var kø, for at prøve at hoppe flere meter i vejret.

Lige ved siden af stod rodeotyren, som var næsten lige så populær - og så kunne de børn, som er for små til high-jump, også prøve noget lidt farligt.

Lidt for farligt måske for tre-årige Freja Sørensen, der faldt og slog sig.

Forældrene fik hende dog hurtigt trøstet, og så var Freja klar til at prøve meget mere - men nok ikke lige rodeotyren igen.

Ros fra forælder

Fra hendes mor var der stor ros for arrangementet.

- Der er så mange forskellige aktiviteter på god plads, så det ikke bliver trængt. Vi har været et andet sted, hvor der var så mange mennesker, at det blev lidt svært at komme til, siger Anne Mette Sørensen fra Ll. Binderup.

Den slags roser tager Messecenter Vesthimmerland gerne til sig, og de velkomne efter at Jubi Land blev lidt fornyet i efteråret 2018.

- Vi fik en ny samarbejdspartner i efteråret med Hop Hans, der er kommet flere og flere forskellige aktiviteter. Det har givet noget fornyelse. Vi havde fremgang i besøgstallet i efteråret, og vi håber på det samme her. Vi skal gerne op på omkring 1200 besøgende. Det er færre end i efterårsferien, fordi det ikke er alle skoler, der holder vinterferir i uge otte, siger direktør Brian Otte.

Tirsdag eftermiddag ved redaktionens lukning var der kommet lige omkring de 1200 besøgende.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"