Børn overnattede sammen med hestene i Aarestrup

Af Ture Damtoft, Onsdag, 31/07/2019 08:03

AARESTRUP: Børnene ankom om søndagen spændte og forventningsfulde, endelig kom dagen til ridelejr i Aarestrup rideklub.

De syv rideelever i alderen syv til 16 år fik hentet hestene ind fra foldene, og så var der ridning på banen.

I striglekonkurrencen blev hestene flot pyntet med blomster samt striglet og klippet, så de skinnede.

- Alle pigerne ville gøre det så godt for deres hest, som de overhovedet kunne. De er jo med fordi, de elsker heste, siger Annika Maria Hansen, ejer af rideklubben.

Der var lækre hjemmelavede pizzaer til aftensmad, og så stod den på lidt sjov med f.eks. hvem der hurtigst spiste en karamelsnøre.

- Det blev til meget grin, fis og ballade og fik smilet frem i os alle. Tid i sofaen var herefter tiltrængt, selvfølgelig med en hestefilm, siger Annika Maria Hansen.

Der var ingen diskussion om hvor de skulle sove. De var alle hestetøser, så det blev i stalden i halmen ved hestene, og næsten alle var modige hele natten igennem.

Efter en god nats søvn stod den på morgenmad, og så blev hestene sadlet op til ridning med ringridningsdyst.

Efter frokosten havde de lidt sjov med spring konkurrence på mini spring.

- Det var utroligt så højt, der egentlig kan hoppes. Så skulle vi ud og ride igen på hestene. Denne gang var det agility, hvor hestene blev trænet i broer, hængebroer, vandgrav, flagrer forhæng, vi fik nogle meget cool og modige heste efter kort tid, siger Annika Maria Hansen.

Ingen lejr uden hestebolsjer, så de blev bagt og delt ud til hestene til sidst, og dem med heste derhjemme fik en håndfuld med hjem.

Forældre hentede børnene efter to fantastiske ridedage, der blev fejret med dejlig kage, som forældrene havde bagt.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"